Døgnrapport d. 18-11-2024

mandag 18. nov, kl. 19:27

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 17.-18. november 2024

Indbrud i udhus, Fredensborg Fra et udhus på Højsagervej er der mellem fredag eftermiddag og lørdag morgen stjålet diverse elværktøj samt kød fra en fryser. Tyven har brudt døren op for at skaffe sig adgang. Tyveriet blev anmeldt søndag formiddag klokken 11.05.

Taske stjålet fra bil, Værløse Søndag ved middagstid blev en taske stjålet fra en bil, som stod på Skovlystvej. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.

Personale fangede indbrudstyve, Snekkersten To indbrudstyve blev søndag eftermiddag kort før klokken 15 pågrebet af personalet på Comwell i Snekkersten. Der er tale om to mænd på henholdsvis 35 og 40 år, begge udenlandske, som er sigtet for at have brudt ind på flere værelser på hotellet, hvor de har stjålet kontanter og smykker.
Overtrædelse af fyrværkeriloven, Helsingør Søndag klokken 17.25 blev en 28-årig mand fra Helsingør sigtet for at affyre fyrværkeri uden for den tilladte periode.

Hvornår må man affyre fyrværkeri?
Fra 2024 er det tilladt for private at affyre fyrværkeri fra den 31. december til den 1. januar klokken 24:00. Derudover må helårsfyrværkeri benyttes året rundt. Uden for denne periode er det kun professionelle fyrværkere, der må bruge fyrværkeri. Alle fyrværkerishows skal anmeldes til de relevante myndigheder i god tid.

Mand stukket med kniv, Frederiksværk Klokken 00.27 kom en anmeldelse om, at en 75-årig mand var blevet stukket med kniv på en adresse i Frederiksværk. Manden var afgået ved døden, og en 62-årig kvinde med bopæl på samme adresse, som den 75-årige, blev anholdt og sigtet for drab. Det forventes, at kvinden fremstilles i grundlovsforhør senere i dag. Nordsjællands Politi efterforsker sagen og har ikke yderligere oplysninger i forbindelse med sagen.

Brand i lade, Kokkedal
Klokken 05.35 mandag morgen kom en anmeldelse om brand i en bygning på Avderødvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var ild i en ladebygning. Der skete omfattende materiel og bygningsmæssig skade ved branden, hvis årsag nu skal efterforskes.

Kilde: Nordsjællands Politi