Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 18-11-2024
mandag 18. nov, kl. 21:08
Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. november 2024
Grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 13.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 tre mænd på hhv. 16, 23 og 25 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De tre er sigtede for røveri og for vold af særlig grov beskaffenhed begået mod en 50-årig mand i Randers SØ søndag eftermiddag.
Ifølge sigtelsen blev den 50-årige under overfaldet, der foregik udenfor, slået adskillige gange i hovedet og på kroppen med bl.a. en hammer og et koben, hvorefter han blev frarøvet sit hævekort og tvunget til at oplyse koden.
Den 50-årige blev efterfølgende indlagt med alvorlige skader, men er ikke i kritisk tilstand.
Anklagemyndigheden anmoder om, at grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre, og Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen for nuværende.
**
Udsat for røveri under løbetur i Randers
En 27-årig mand kom i lørdags omkring kl. 14.15 gående på Fabersvej i Randers, hvor han netop havde løbet en tur, da to mænd, han ikke kendte, pludselig antastede ham på fortovet og påstod, at han skyldte dem penge.
De to mænd fik under tvang og trusler med en kniv den 27-årige til at tage dem med hen på sin privatadresse, hvor de ville have ham til at hente et dankort og hæve penge til dem. Da de forlod lejligheden lykkedes det den 27-årige at komme væk fra de to mænd og alarmere politiet.
En patrulje kørte hurtigt til stedet og kunne ud fra signalement af de to mænd kort efter anholde to mænd på hhv. 21 og 25 år. Ved visitation fandt betjentene en kniv samt en peberspray på den 25-årige og endnu en kniv på den 21-årige.
Den 21-årige blev sigtet for røveri samt for overtrædelse af knivloven, mens den 25-årige blev sigtet for røveri, overtrædelse af knivloven og overtrædelse af våbenloven.
**
19 sigtede og 23 sigtelser ved færdselskontrol i Aarhus Vest
Fredag eftermiddag var Færdselssektionen ved Østjyllands Politi på kontrol i det vestlige Aarhus. Det blev til 23 sigtelser fordelt på 19 personer og i alt 8 klip i kørekort.
En 18-årig bilist gjorde særligt opmærksom på sig selv, da han overhalede højre om en civil patruljevogn. Forseelsen medførte både en bøde og et klip i kørekortet. Da det ikke var den unge mands første klip i kørekortet, udløste det desuden et kørselsforbud, indtil han har gennemgået særligt køreundervisning og bestået både teori- og køreprøve.
Sigtelserne fordelte sig således:
1 x fremkørsel for rødt lys (klip)
1 x håndholdt mobiltelefon (klip)
2 x overhaling højre om (klip)
1 x overhaling til fare (betinget frakendelse)
5 x hastighed (klip)
1 x hastighed (bøde)
2 x ulovlig parkering
3 x uberettiget anvendt havariblink
1 x kørekort ej medbragt
5 x cyklet imod færdselsretningen
1 x cykel uden lys i lygtetændingstiden
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Junovej i Højbjerg begået søndag d. 17/11 kl. 06.30
På Oddervej i Højbjerg begået fredag den 15/11 mellem kl. 09.00 og kl. 22.00
På Tingvej i Hornslet begået mellem torsdag d. 14/11 kl. 17.00 og søndag d. 17/11 kl. 12.45
På Lindenborgvej i Risskov begået søndag d. 17/11 mellem kl. 00.00 og kl. 11.00
På Elverdalsvej i Højbjerg begået mellem fredag d. 15/11 kl. 14.00 og søndag d. 17/11 kl. 14.51
På Hvedevangen i Aarhus N begået mellem torsdag d. 14/11 kl. 08.30 og søndag d. 17/11 kl. 14.55
På Attikavej i Hjortshøj begået lørdag d. 16/11 kl. 23.59
På Attikavej i Hjortshøj begået mellem fredag d. 15/11 kl. 16.00 og søndag d. 17/11 kl. 17.00
På Kornmodsbakken i Aarhus V begået søndag d. 17/11 mellem kl. 00.00 og kl. 19.30
På Fløjtevej i Randers SV begået mellem fredag d. 15/11 kl. 11.00 og søndag d. 17/11 kl. 22.00