Døgnrapport d. 26-11-2024

tirsdag 26. nov, kl. 19:22

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 25.-26. november 2024

Sidespejlstyverier, Birkerød, Rudersdal Flere borgere på Birkebakken, Hasselbakken, Abildlunden, Bøgebakken, Furesøbakken og Damgårdsvej har natten til mandag fået stjålet sidespejle fra deres biler. Samme skæbne overgik også en bilejer på Valdemarsvej i Hørsholm og Frederikslundvej i Rudersdal.

Tyveri fra varebil, Gentofte I weekenden blev der begået indbrud i en varevogn, som var parkeret på Tranegårdsvej. Sideruden i højre fordør var knust og håndtag til skydedør brækket af. Der var stjålet forskellige elværktøj.

Sigtet for butikstyveri, Helsingør
En 22-årig kvinde blev mandag eftermiddag klokken 16.50 sigtet for butikstyveri i Kvickly på Stjernegade, hvor hun havde stjålet diverse varer.

Bortvist fra bibliotek, Hellerup En 50-årig mand uden fast adresse blev mandag aften kort for klokken 19 bortvist fra Gentofte Bibliotek, hvor han havde skabt uro og uorden ved at kaste med nogle af sine ting.

Sigtet for spirituskørsel, Jægerspris Mandag aften lidt efter klokken 20 blev en 32-årig mand standset, da han kom kørende ad Møllevej. Her viste en alkometertest, at hans promille var højere end tilladt. Den 32-årige blev sigtet for spirituskørsel samt for narkokørsel, da han også var narkopåvirket, og blev herefter taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres nærmere for at fastlægge hans nøjagtige promille og narkopåvirkningsgrad.

Mand overfaldet, Hillerød En 21-årig mand søgte klokken 23.12 hjælp hos en beboer på Gadevangsvej, efter han var blevet overfaldet af flere ukendte gerningspersoner. Beboeren alarmerede straks politiet, som kom til stedet med flere patruljer og afsøgte området for spor. Den 21-årige blev kørt til hospitalet, hvor han behandles for sine skader. Nordsjællands Politi efterforsker sagen, herunder motivet til overfaldet, og har for nuværende ikke flere oplysninger eller kommentarer at give.

Truede sig til varer, Hillerød En man kom klokken 00.50 natten til tirsdag ind i 7-Eleven på Hillerød Station og truede personalet verbalt med, at han havde et våben. Herefter tog han forskellige varer og forlod butikken.

Kilde: Nordsjællands Politi