Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 26-11-2024
tirsdag 26. nov, kl. 19:20
Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 21. november til den 26. november 2024
Mand tiltales for drab
Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi rejser nu tiltale mod den mand, der i marts 2024 blev sigtet for drabet på en 13-årig pige i Hjallerup.
Læs mere her.
Frederikshavn: Kommune og politi sætter tryghed og indbrud på dagsordenen
Frederikshavn Kommune, Nordjyllands Politi og Bo trygt vil sammen sætte tryghed og forebyggelse af indbrud på dagsordenen. Parterne har indgået en ny aftale.
Læs mere her.
Spor i sneen
Torsdag formiddag ringede en borger til politiet, fordi han havde opdaget, at været indbrud i hans hus på Ilderen i Støvring.
Tyvene var kommet ind i huset ved at bryde et vindue op. De efterlod flere spor efter sig, som politiet har sikret – blandt andet var der sand over hele gulvet, fingeraftryk, opbrudsmærker på vindueskarmen og såleaftryk i den nyfaldne sne.
Det vides endnu ikke præcist, hvad der blev stjålet ud over en kogeplade og en Quooker. De forlod huset igen gennem en terrassedør.
Forebyg indbrud i dit nabolag med Nabohjælps app
Læs mere på www.nabohjælp.dk/app eller hent nabohjælps gratis app her:
Download i App Store
Download i Google Play
Sprit- og narkobilist anholdt
Selvom en 20-årig mand var påvirket af både alkohol og hash kørte han bil torsdag eftermiddag. Han kørte af Kollerup Strandvej ved Brøndum i Fjerritslev, da han mistede herredømmet over bilen og kørte galt.
Politiet rykkede ud til stedet, og da den unge mand virkede påvirket, fik han foretaget en narko- og alkometertest. De gav begge udslag, og han forklarede, at han havde røget en joint få timer inden, han kørte galt.
Han blev sigtet og anholdt for spiritus- og narkokørsel.
15-årig anholdt
Politiet anholdt og sigtede en 15-årig dreng for butikstyveri torsdag aften. Drengen havde stjålet to chokoladebarer i et supermarked på John F. Kennedys Plads i Aalborg. Han puttede chokoladen i lommen og forlod butikken uden at betale, men han blev opdaget af en vagt.
Vagten tilkaldte politiet, som kontaktede drengens værge.
Spritbilist spyttede efter politiet
En taxichauffør ringede til politiet natten til lørdag, fordi en anden bil var kørt ind i taxien på Vesterbro i Aalborg. Den anden bil standsede ikke, så taxichaufføren fulgte efter bilisten, som kørte ad Egholmsgade, der er blind, hvilket gjorde, at bilisten var fanget.
Taxichaufføren tilkaldte politiet, der rykkede ud. De havde en mistanke om, at den anden bilist var påvirket, og derfor fik hun foretaget en alkometertest, der gav udslag for en promille, der var højere, end hvad der er tilladt.
Kvinden nægtede at oplyse sit navn, og hun blev udadreagerende og spyttede efter politiet. Derfor blev hun anholdt og sigtet for spirituskørsel og efter retsplejeloven. Hun tilbragte derefter nogle timer i detentionen.
Indbrud i sommerhus
Lørdag aften ringede et vagtselskab til politiet, idet de kunne se, at der var indbrud i et sommerhus på Norlysvej i Tversted.
Politiet skyndte sig at rykke ud til sommerhuset sammen med vagtfirmaet. Da de ankom var der tre indbrudstyve i huset, som alle blev anholdt og sigtet for at have begået indbruddet.
Tyvene var kommet ind ved at bryde et vindue op, hvorefter de havde rodet sommerhuset igennem. De havde gjort klar til at stjæle fem designerstole, inden de blev opdaget.
Den ene tyv var også i besiddelse af en kniv, hvorfor han blev sigtet for at overtræde knivloven.
Følg Nordjyllands Politi på:
X @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her:
https://politi.dk/abonner