49-årig idømt seks års fængsel for drabsforsøg

torsdag 28. nov, kl. 12:42

To mænd på henholdsvis 49 og 33 år blev i dag begge idømt fængselsstraffe i en sag om et voldeligt opgør imellem de to mænd ved en varmstue i det centrale Herning i maj 2023.

Den 49-årige mand blev idømt seks års ubetinget fængsel for at overfalde den 33-årige med slag og spark og for at hugge ud efter den 33-årige med en machete som blandt andet ramte den 33-årige mands hals.

Den 33-årige fik 60 dages ubetinget fængsel for sin rolle i sagen.

Han blev således dømt for legemsangreb af særlig rå og brutal karakter, fordi han forinden overfaldet med machete havde slået den 49-årige mand i hovedet med et porcelænskrus som knustes mod mandens hoved og resulterede i behandlingskrævede skader.

"Der er dømt efter anklageskriftet, og jeg er tilfreds med dommen", siger anklager Jacob Erichsen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 33-årige mand ankede dommen på stedet. Den 49-årige modtog dommen.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi