Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
32-årig mand dømt for omfattende økonomisk svindel
onsdag 18. dec, kl. 12:36
En stor svindelsag med mere end 550 forurettede blev i dag afgjort i Københavns Byret. Her blev en 32-årig mand med kroatisk statsborgerskab idømt fire års fængsel samt udvist med indrejseforbud gældende i seks år.
Manden blev blandt andet dømt for en lang række databedragerier, samhandelssvindel og dokumentfalsk af grov beskaffenhed. I alt fik han narret ca. to millioner kroner fra de mange forurettede borgere og virksomheder, inden han blev anholdt i september 2022.
Den 32-årige har bl.a. udgivet sig for at være jobkonsulent, som tilbød diverse rengøringsjobs. På den måde fik han franarret adskillige borgere deres personlige oplysninger, som han efterfølgende misbrugte til at foretage kreditkøb på en lang række webshops.
Derudover blev han dømt for at have foregivet at ville købe bærbare computere og smykker via DBA og Facebook Marketplace, hvorefter han mødte op hos de forurettede og fremviste en falsk bankoverførsel, der fik borgerne til at udlevere deres vare.
Han blev desuden dømt for selv at have sat varer til salg på nettet, især elektronik, men de forurettede modtog aldrig deres varer, selv om de havde overført penge for dem til ham.
”Det er en omfattende sag, hvor mange borgere over hele landet, er blevet snydt af en gerningsmand, som groft har udnyttet den almindelige tillid, vi som borgere har til hinanden. Derfor er jeg også tilfreds med dommen, som retten i dag har afsagt,” siger anklager Tine Graakjær.
Den 32-årige blev varetægtsfængslet efter dommen, som han valgte at anke.