Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 20-01-2025
tirsdag 21. jan, kl. 01:17
Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 20.januar 2025
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
26-årig mand i kritisk tilstand efter knivoverfald
Søndag aften blev en 26-årig mand overfaldet med flere knivstik af flere mænd i en kiosk på Skanderborgvej i Viby J. Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 21.56 og er i fuld gang med efterforskningen af sagen for at finde frem til gerningsmændene til overfaldet.
Læs mere om sagen i tidligere udsendte pressemeddelelse
**
Ung mand anholdt: Kørte bevidst ind i anden mand
En 22-årig mand blev søndag morgen anholdt efter voldsom og farlig kørsel på Aarhus Ø, hvor han ramte ind i en 45-årig mand. Den 45-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Østjyllands Politi fik søndag kl. 07.39 en anmeldelse om, at en bilist i en varebil var kørt ind i en fodgænger på Helga Pedersens Gade på Aarhus Ø. Efterfølgende kørte bilisten fra stedet, men kort derfra ramte han ind i et hegn og et skilt ved en trappeopgang, hvor varebilen satte sig fast.
Flere patruljer var hurtigt fremme på stedet, hvor betjentene traf en 22-årig mand ved siden af den forulykkede bil. Flere vidner kunne udpege ham som føreren af bilen, og han blev derfor anholdt.
Ud fra den indledende efterforskninger og afhøringer af vidner og de involverede, er det Østjyllands Politis vurdering, at der var tale om en bevidst påkørsel. Det er endnu uvist, hvorfor den 22-årige havde set sig sur på den 45-årige mand og i den forbindelse påkørte ham.
Under visitationen af den 22-årige fandt politiet nogle tramadoler og en kniv, som blev beslaglagt.
Den 22-årige er foreløbigt sigtet for grov vold, for at bringe andres liv og førlighed i fare, for sprit- og narkokørsel og for besiddelse af kniven og de euforiserende stoffer.
I forbindelse med sin anholdelse gjorde den 22-årige kraftigt modstand, da han blandt andet bed en betjent i benet. Han er derfor også sigtet for vold mod en polititjenestemand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Den voldsomme kørsel blev vurderet til at høre ind under bestemmelserne om vanvidskørsel, og derfor blev den pågældende bil beslaglagt med henblik på konfiskation.
Der blev foretaget en blodprøve af den 22-årige, der nu skal vise, om han havde alkohol og stoffer i blodet under kørslen. Ingen øvrige personer kom til skade i forbindelse med episoden.
**
Enkelte sigtelser i forbindelse med demonstration
Søndag eftermiddag var en gruppe mennesker samlet på Rådhuspladsen i Aarhus C til en demonstration i forbindelse med konflikten i Gaza.
Demonstrationen foregik fredeligt set med politiets øjne, men to personer blev dog sigtet for at have overtrådt loven om fyrværkeri ved at have affyret romerlys op i luften.
To andre personer blev sigtet for nogle mindre færdselsforseelser, da de kørte gennem byen i relation til eftermiddagens demonstration.
**
Sigtet for hashhandel
Betjente fra Østjyllands Politis lokalpoliti i Aarhus Vest anholdt søndag aften en 24-årig mand, der blev sigtet for salg af narko.
Politiet opdagede den 24-årige mand i en lejlighedsopgang i Brabrand, hvorfra der lugtede kraftigt af hash.
Under visitationen af ham fandt betjentene flere tusinde kroner i kontanter, som blev beslaglagt, og gemt i opgangen lå desuden nogle joints og en plade hash.
Den 24-årige blev sigtet for besiddelse og salg af narko, og både joints og hash blev også beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Snærild Bakke i Odder begået mellem lørdag d. 18/1 kl. 16.30 og søndag d. 19/1 kl. 10.10
• På Provstejorden i Spentrup begået mellem tirsdag d. 14/1 kl. 00.00 og søndag d. 19/1 kl. 11.00
• På Ndr Fælledvej i Auning begået mellem torsdag d. 16/1 kl. 12.00 og søndag d. 19/1 kl. 12.45
• På Hyldevangen i Solbjerg begået mellem torsdag d. 16/1 kl. 16.00 og søndag d. 19/1 kl. 13.15