Døgnrapport d. 10-04-2025

torsdag 10. apr, kl. 17:55

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 9.-10. april

Overholdt ikke vigpligt, Hellerup Klokken 08.48 rykkede politiet ud til et færdselsuheld på Engstien i Hellerup, hvor en 50-årig kvinde fra Kgs. Lyngby på cykel ikke overholdt sin vigepligt og blev påkørt af en 41-årig mandlig bilist fra Store Heddinge. Kvinden blev tilset af ambulancepersonale og kørt til hospitalet for nærmere undersøgelse. Hun erkendte selv, at hun ikke havde overholdt sin vigepligt.

Brand i kælder, Kgs. Lyngby Politiet modtog klokken 11.05 en anmeldelse om brand i en bygning på Buddingevej i Kgs. Lyngby. Branden var opstået i kælderen, hvor en håndværker havde brugt en vinkelsliber, hvis gnister antændte noget flamingo og skabte kraftig røgudvikling. Personer i og omkring bygningen blev evakueret under slukningsarbejdet, og flere veje i området blev midlertidigt afspærret for at give plads til udrykningskøretøjer. Klokken 11.25 blev branden meldt slukket, og vejene blev derefter gradvist genåbnet. Ingen personer kom til skade.

Kontaktbedrageri, Frederikssund En 60-årig kvinde fra Frederikssund blev onsdag klokken 11.32 kontaktet telefonisk af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Manden spurgte, om det var korrekt, at hun var ved at overføre penge til Norge. Kort tid efter dukkede en mand op på kvindens adresse og præsenterede sig som tekniker fra banken. Under besøget stjal han kvindens smykker.

Kontaktbedrageri, Veksø Sjælland En 93-årig kvinde fra Veksø Sjælland blev onsdag klokken 12.42 kontaktet telefonisk af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Manden fortalte, at der var registreret mistænkelige hævninger på kvindens konto, og spurgte, om hun opbevarede smykker eller andre værdigenstande i hjemmet. Kort efter dukkede han op på adressen, hvor kvinden udleverede sine betalingskort, koder, tre vielsesringe og to guldhalskæder. Efterfølgende kontaktede hun sin bank, som kunne oplyse, at der var hævet 15.000 kroner fra hendes konto.

Svindlernes metoder ændrer sig løbende, men for tiden får Nordsjællands Politi mange anmeldelser, hvor ældre bliver bedraget af nogen, der udgiver sig for at være fra banken eller fra politiet:
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl. Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret. Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel. Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
Bedrageri, Frederiksværk En 26-årig kvinde fra Skævinge blev torsdag klokken 14.24 taget for at svindle i Kvickly på Torvet i Frederiksværk. Kvinden havde vejet en slikpose til 8,88 kroner, men efterfølgende fyldt mere slik i posen, så den reelle værdi lød på 74 kroner. Hun forsøgte herefter at forlade butikken uden at betale den fulde pris og blev derfor sigtet for bedrageri.

Narkokørsel, Hillerød En 18-årig mand fra Albertslund blev torsdag standset på Frederiksværksgade i Hillerød og sigtet for at køre bil, selvom han var påvirket af narkotika. Den 18-årige blev herefter kørt til hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve til brug for den videre sagsbehandling.

Kilde: Nordsjællands Politi