Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 10-04-2025
torsdag 10. apr, kl. 21:36
Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. april 2025
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Færdselsindsatser i Aarhus gav flere sigtelser
Tirsdag foretog færdselsbetjente fra Østjyllands Politi kontroller to steder i Aarhus C, hvor det viste sig, at en del trafikanter så stort på skiltningen og færdselsloven.
Ved Sønder Allé/Ryesgade, hvor et vejstykke er spærret for almindelig bilkørsel på grund af en delvist sammenstyrtet bygning, noterede betjentene 41 sager, hvor bilister ikke efterkom skiltningen på stedet. Det koster som udgangspunkt en bøde på 1500 kroner.
I Vestergade og Graven er der pt. en ombygning i gang, og i den forbindelse er cykling forbudt på en mindre strækning. Der er dog flere cyklister, der ignorerer den tydelige skiltning, og tirsdag blev 20 cyklister sigtet. De kan nu se frem til en bøde på 700 kroner.
Opfordringen er klar herfra: Følg nu skiltningen og færdselsreglerne på stedet.
**
Sigtet for at forsøge at bryde ind i skur og true beboer
En beboer på Langørvej i Tilst anmeldte onsdag kl. 10.51, at en mand havde forsøgt at bryde ind i hendes skur, og da hun opdagede det og konfronterede manden, truede han hende verbalt. Den ubudne gæst havde en hund med, som ifølge beboeren havde bidt hende i benet, inden mand og hund forlod stedet.
En patrulje blev sendt afsted, og de fik kort efter fat i en 55-årig mand, der blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud, for trusler på livet og for overtrædelse af hundeloven.
Under visitationen af manden fandt betjentene en kniv og en mindre mængde hash, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven og for besiddelse af euforiserende stoffer.
Under anholdelsen råbte den 55-årige flere skældsord af betjentene, og derfor fik han en sigtelse for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand oveni de andre sigtelser.
Beboeren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade i forbindelse med hundebiddet.
**
Ukrudtsbrænder skyld i brand – husk de gode råd
Sidste år rykkede brandvæsnet i Danmark ud til 400 brande forårsaget af ukrudtsbrændere, og tirsdag kom der et nyt eksempel på, at man skal være forsigtig, når man bruger ild til at fjerne ukrudtet.
En beboer i et villakvarter i Højbjerg var sent eftermiddag i gang med ukrudtsbrænderen, da der pludseligt gik ild i hans træskur. Han fik ringet 112, og brandvæsnet kom frem og fik slukket ilden, inden den nåede at brede sig til andre bygninger.
Politiet var også til stede, og beboeren blev sigtet for uforsigtig omgang med ild og kan se frem til en bøde.
Husk de tre gode råd fra Beredskabsstyrelsen og Danske Beredskaber, hvis du vil bruge ukrudtsbrænder:
1. Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
2. Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
3. Hav altid vand i nærheden
Du kan læse mere på Beredskabsstyrelsens hjemmeside: brs.dk/da/nyheder/2025/ukrudt-2025
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Østerby Allé i Tranbjerg begået onsdag d. 9/4 kl. 00.00
• På Kirkegade i Auning begået onsdag d. 9/4 mellem kl. 07.00 og kl. 18.40
• På Farsundsvej i Aarhus begået onsdag d. 9/4 mellem kl. 16.00 og kl. 21.00