Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 11-04-2025
fredag 11. apr, kl. 13:46
Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. april 2025
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Møllevej, Jerslev, Kalundborg
Solhøj, Holbæk
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Englandsbakken, Nykøbing Sjælland
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Parkering til ulempe - Halls Alle, Kalundborg
Kl 07.55 fik politiet anmeldelse om, at flere biler holdt parkeret på cykelstien. En patrulje kørte til stedet og der blev udstedt to parkeringsbøder til biler, der ikke holdt lovligt.
Hastighed - Mosede Landevej, Greve
Kl 08.25 fik færdselspolitiet målt en lastbil med påhængsvogn til at køre 78 km/t i en byzone ved Karlslunde Station. Den 65-årige chauffør kan nu se frem til en frakendelse af kørekortet. Da den samme mand sidste år blev standset samme sted med en hastighed på 84 km/t vil sagen formentligt ende med, at politiet kræver, at der bliver tale om en ubetinget frakendelse.
Kl 09.36 blev en 72-årig mand fra Greve standset efter at være målt til at køre 103 km/t samme sted. Da der fratrækkes 4 km fra politiets målinger, kom manden netop under 100 km/t som er grænsen for vanvidskørsel og undgik derfor med nød og næppe at få sin bil beslaglagt. Han kan dog se frem til bøde og påstand om frakendelse af kørekortet.
Kl 10.01 blev en 69-årig mand fra Hvidovre desuden målt til at køre 84 km/t.
Påvirket bilist uden kørekort - Egedesvej, Køge
Kl 08.59 standser en patrulje en personbil ført af en 30-årig mand fra Skælskør. En alkometertest viste, at manden var påvirket over det tilladte. Han blev derfor sigtet og medtaget til udtagning af blodprøve. Manden erkendte samtidigt, at han også havde taget kokain aftenen før, og derfor blev han også sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer. Det viste sig også,at manden var frakendt førerretten, så derfor blev han også sigtet for det forhold. Da der er mistanke om, at manden har brugt en kammerats bil uden at få lov, blev han sigtet for brgstyveri af bilen. Og for at toppe det hele, så blev der i bilen fundet en mindre mængde kokain i en pølsemandspose i bilen.
Knallerter - Hovedgaden, Høng
Kl 14.45 tog lokalpolitiet kontakt til to 15-årige drenge, der stod med deres knallerter. Det så umiddelbart ud til, at knallerterne var ændret, så de kunne køre hurtigere end tilladt og den ene larmede derudover ganske meget.
Politiet tog kontakt til drengenes familie og de blev anmodet om at bringe knallerterne i lovlig stand.
Butikstyv på spil flere steder - Klosterparks Alle, Ringsted
Kl 16.52 blev en 59-årig mand fra København standset på parkeringspladsen efter at have været inde i en butik, hvor han stjal to flasker parfume. Han havde forinden stjålet to højtalere i et supermarked, men en ansat så det og fulgte efter ham og bemærkede så i den forbindelse, at han også stjal de to flasker parfume. Manden erkendte og leverede varerne tilbage og patruljen, der kørte til stedet, sigtede ham for butikstyveri.
Uro - Køgevej, Roskilde
Kl 23.57 måtte en patrulje frihedsberøve en 32-årig mand, der havde opført sig voldsomt over for personalet på en burgerbar. Manden havde bl.a. kastet rundt med sin cykel og knust en rude i indgangspartiet. Da politiet ankom til stedet, forsøgte manden at køre fra stedet på sin cykel, men han blev tilbageholdt af patruljen. De skønnede, at manden var påvirket af stoffer og der ikke var andre muligheder end at tage manden med på politistationen, indtil han faldt til ro.
Hastighed - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl 00.59 standsede en patrulje en personbil ført af en 34-årig mand fra Nordjylland. Han blev målt til at køre med 160 km/t hvor hastighedsgrænsen er 160. Det viste sig samtidigt, at han var frakendt førerretten. Samtidigt blev det familiemedlem, som bilen tilhørte, sigtet for at have lånt bilen ud til en person uden kørekort.
Brand i haveforening - Banestien, Ringsted
Kl 01.04 måtte politi og brandvæsen køre til brand i et skur i en haveforening. Der var kraftig brand- og røgudvikling på stedet og skuret nedbrændte stort set. Der var ikke umiddelbart muligt at afgøre, hvordan branden er startet, men politiet hører gerne fra eventuelle vidner.
Brand i sommerhus - Birkelodden, Nykøbing Sjælland
Kl 03.14 kom der melding om brand i et sommerhus. Branden nåede at få fat i halvdelen af huset, inden brandvæsnet fik slået flammerne ned. Der kan ikke umiddelbart afgøres, hvordan branden er opstået, men det vil politiet nu undersøge nærmere. Der var ingen personer i huset, da branden brød ud.