Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 22-04-2025
tirsdag 22. apr, kl. 17:48
Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 22. april 2025
Uro
Natten til torsdag kl. 04.08 fik Bornholms Politi en anmeldelse om uro på Palæcaféen i Rønne. En patrulje kom til stedet, hvor de fik kontakt til en mandlig gæst med en flænge i hovedet. Han ønskede ikke at anmelde noget, men blev kørt til Akutmodtagelsen for at få tilset skaden.
Fredag kl. 20.54 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at en uønsket gæst skabte uro på Den Gyldne Hane i Nexø. En patrulje kom til stedet og fik kontakt til en 35-årig beruset mand fra Nexø, som dog ikke var specielt glad for at møde ordensmagten. Han udtrykte sin utilfredshed ved at råbe skældsord samt ved at spytte på betjentene. Han blev derfor sigtet for fornærmelig tiltale samt vold mod polititjenestemand. Den 35-årige blev anholdt og fik lov at tilbringe natten i detentionen.
Lørdag kl. 23.08 fik Bornholms Politi en anmeldelse om en privatfest i Rønne, som tilsyneladende var kommet ud af kontrol. En patrulje kom til stedet, hvor cirka 40-50 unge mennesker festede. I dialog med den ansvarlige for festen, blev festen lukket, og politiet hjalp med at sende gæsterne hjem. En af gæsterne var påvirket i en sådan grad, at han måtte sendes på Akutmodtagelsen med en ambulance.
Spiritus- og narkokørsel
Onsdag kl. 13.35 blev en 72-årig mand fra Midtbornholm, som førte en kabinescooter, stoppet på Almindingsvej i Rønne. Her blev han målt til at have en alkoholpromille over det tilladte, hvilket medførte en sigtelse for spirituskørsel.
Natten til mandag kl. 04.49 fik Bornholms Politi en anmeldelse om et færdselsuheld på Malmøvej i Rønne, hvor en bil ført af en kvinde i 20’erne fra Nyker havde påkørt en parkeret bil. Kvinden fik målt en alkoholpromille over det tilladte, og derudover gav en narkometertest positivt udslag. Hun blev derfor sigtet for spirituskørsel samt at køre bil under påvirkning af euforiserende stoffer. Ingen kom til skade ved uheldet.
Maritim kontrol ved trolling-stævne
Bornholms Politi var i løbet af onsdagen på vandet med politibåden for at foretage kontrol med fritidssejlere i forbindelse med Trolling Træf Bornholm. Seks både blev kontrolleret. Det udløste ingen bøder.
Færdselsuheld
Torsdag kl. 10.20 fik Bornholms Politi en anmeldelse om et trafikuheld på Torvegade i Nexø, hvor 85-årig mand fra Nexø på en firehjulet el-scooter var blevet påkørt bagfra af en personbil ført af en 74-årig mand fra Nexø. Ved kollisionen blev føreren af el-scooteren slynget af, og han pådrog sig skader i ansigtet. Han blev derfor kørt på Akutmodtagelsen på Bornholms Hospital af en ambulance. Den 74-årige, der førte personbilen, blev sigtet for at udvise manglende agtpågivenhed samt for at køre på fortovet.
Torsdag kl. 15.55 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at en 48-årig mand fra Østermarie på motorcykel var blevet påkørt på Jernbanegade i Aakirkeby af en personbil ført af en 42-årig mand fra Aakirkeby. Motorcyklisten var let tilskadekommen og blev kørt til behandling på Akutmodtagelsen på Bornholms Hospital.
Trafikkontrol ved Påsketræf
Søndag foretog Bornholms Politi færdselskontrol i forbindelse med påsketræffet. Her blev der uddelt flere bøder til deltagerne:
En bøde samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
En bøde samt et klip i kørekortet for at køre ud for fuldt stop.
En bøde samt et klip i kørekortet for at køre 115 km/t, hvor 80 km/t er tilladt.
En bøde for at udvise manglende agtpågivenhed, da en passager hang ud af vinduet.
To bøder for ikke at benytte sikkerhedssele under kørslen.
Andre færdselssager
I løbet af onsdagen udskrev Bornholms Politi en række færdselsbøder for forskellige trafikale forseelser i Rønne. Der blev blandt andet givet:
To bøder for at køre uden sikkerhedssele.
Fem bøder for at overskride hastighedsgrænsen, heraf fire der udløste et klip i kørekortet.
En bøde for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen.
Tre bøder for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen, hvilket også udløser et klip i kørekortet.
En bøde for at køre frem mod rødt lys.
En bøde for at køre på el-løbehjul uden hjelm.
ATK-bilen foretog onsdag hastighedsmålinger på Rønnevej i Allinge. Her blev to biler målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 74 km/t, hvilket udløser et klip i kørekortet. Derudover blev der foretaget målinger på Aarsdalevej i Svaneke. Her blev ingen biler målt til at køre for hurtigt.