Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 23-04-2025
onsdag 23. apr, kl. 15:41
Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 23. april 2025
Færdsel
En 51-årig kvinde fra Rønne, en 55-årig kvinde fra Gudhjem og en 63-årig mand fra Gudhjem fik tirsdag eftermiddag hver en bøde på 1.500 kr. for at køre bil uden brug af sikkerhedssele i Rønne.
Derudover fik en 49-årig mand fra København en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen, da han blev stoppet ved Vibegårds Runddel i Rønne. Den 49-årige skal derudover betale et bidrag på 500 kr. til Offerfonden.
Kl. 19.00 blev en 26-årig mand fra Rønne stoppet på en trehjulet knallert på Store Torv i Rønne. Han fik en bøde for ikke at have erhvervet sig et kørekort til at kunne føre en lille knallert samt endnu en bøde for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
ATK-bilen foretog tirsdag formiddag hastighedsmålinger på Segenvej i Almindingen. Her blev tre biler målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 85 km/t, hvor 70 km/t er tilladt.
Derudover blev der foretaget hastighedsmålinger på Pederskervejen i Bodilsker på baggrund af politiets ”Bestil en betjent”-ordning. Her blev to biler målt til at køre for hurtigt. Højeste hastighed var 73 km/t, hvor 60 km/t er tilladt.