Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 12-05-2025
mandag 12. maj, kl. 16:12
Nordsjællands Politi uddrag af døgnrapporten 11. - 12. maj 2025
Bedrageri, Allerød
Søndag formiddag fik politiet en anmeldelse om bedrageri begået mod en 64-årig kvinde i Allerød. Hun var blevet ringet op fra ukendt telefonnummer, hvor man udgav sig for at være fra Nordea Bank. Manden havde sagt, at kvinden skulle have skiftet kreditkort, og man ville sende en person til hendes adresse. Derefter var der kommet en mand, som havde fået udleveret den 64-åriges
kreditkort men ikke koden. Derudover havde manden fået udleveret en lille boks med smykker.
Røveri, Egedal
Søndag klokken 12 blev der begået røveri mod en forretning på Rådhus Alle. En mand trådte ind i butikken og gik direkte mod kassen, hvor han trak en kniv frem og råbte: “Det er et røveri”. Han forlod stedet med et mindre beløb. Gerningsmanden beskrives som ca. 185 cm høj, iført sort hue, lang sort jakke, sort sko med hvid sål.