Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
Døgnrapport d. 19-06-2025
torsdag 19. jun, kl. 16:03
Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. juni 2025
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 9.30
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 09.30 to nigerianske kvinder på hhv. 34 og 28 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for ulovligt arbejde, efter de blev tilbageholdt i en kontrol på en massageklinik i Aarhus i mandags. Den 34-årige er desuden sigtet for ulovligt ophold.
Udlændingestyrelsen har resolveret, at de to kvinder skal udvises af landet, og de fremstilles derfor med henblik på, at de kan være frihedsberøvet, frem til udvisningen kan effektueres.
**
Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 to rumænske mænd på hhv. 50 og 25 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er begge sigtet for butikstyveri i et supermarked på Nygårdsvej i Højbjerg.
Ifølge sigtelsen stjal de to torsdag kl. 15.15 flere sprutflasker til en værdi af flere tusinde kroner. Tyveriet skete med professionelt udstyr i form af en ”russerpose”.
De to mænd blev pågrebet af personalet, hvorefter politiet blev tilkaldt og anholdt dem.
**
Brand i kolonihavehus – person omkommet
Politi og brandvæsen rykkede onsdag kl. 23.54 ud til en brand i et kolonihavehus i en haveforening i Hasle.
I forbindelse med slukningen af branden fandt brandvæsnet en person, der var afgået ved døden.
Østjyllands Politi har en formodning om, hvem den pågældende er, men der mangler fortsat en endelig identifikation. De formodede pårørende er underrettet.
Politiet vil i løbet af torsdag foretage tekniske undersøgelser af brandstedet for at se, om man kan finde frem til brandårsagen. På nuværende tidspunkt har Østjyllands Politi ikke yderligere oplysninger i sagen.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
På Solsortevej i Rønde begået onsdag d. 18/6 mellem kl. 07.30 og kl. 15.15
På Holmebakken i Hinnerup begået onsdag d. 18/6 kl. 18.53