Vigtigt vidne søges til grov voldssag i Tølløse

fredag 20. jun, kl. 07:39

Om aftenen d. 11. februar 2024, forsøgte en mand, som tilfældigt kom forbi, at standse et overfald på en nu 54-årig kvinde, der blev udsat for vold af en yngre kvinde på Vestergade i Tølløse ved Holbæk.

Trods omfattende efterforskning er det ikke lykkedes at identificere dette mandlige vidne, og politiet håber derfor på, at han nu vil henvende sig og afgive forklaring i sagen.

Overfaldet startede omkring kl. 22.30 på et pizzeria i Tølløse, hvor kvinden hev fat i håret på den 54-årige og førte hende foroverbøjet hen mod udgangen. Flere mænd på stedet greb ind, og det lykkedes den 54-årige at flygte ned af Vestergade i retning mod stationen.

Undervejs hørte den 54-årige hjulspin og blev kort efter indhentet af en bil, som kom kørende i høj fart mod hende. Den 54-årige blev ramt let på benet af bilen, som herefter standsede ud for Vestergade nr. 42. Bag rattet sad overfaldskvinden, der igen gik til angreb den 54-årige.

Den 54-årige blev udsat for en skalle, halsgreb, flere lussinger og knæstød i maven, og fik hun slået sit hoved mod bilens tag flere gange. Under overfaldet kom en yngre mand forbi, som stoppede op og blandede sig. Kort efter kørte overfaldskvinden fra stedet.

Det mandlige vidne beskrives som: 25-28 år, 180-190 cm høj, slank/spinkel, blondt hår, iført mørke bukser, hvid/blå skjorte. Talte dansk. Manden kom gående i retning fra stationen mod butikscentret.

Politiet har siden overfaldet efterforsket sagen, og en nu 22-årig kvinde fra Ishøj er sigtet for vold. Motivet til overfaldet er en intern strid mellem parterne. Den 54-årige kom ikke alvorligt til skade, men knækkede et stykke af sin tand og var meget chokeret efter episoden.

"Det er indtil videre ikke lykkedes os at finde frem til vidnet, som vi håber på at få kontakt til nu, da hans forklaring kan være afgørende for at belyse sagen" siger politikommissær Rasmus Jensby, der er efterforskningsleder i sagen.

Kontakt politiet, hvis du var til stede under overfaldet på Vestergade, eller hvis du har oplysninger om, hvem vidnet kan være. Ring på tlf. 114.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi