Døgnrapport d. 22-07-2025

tirsdag 22. jul, kl. 14:03

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 22. juli 2025

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger: Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Karavelvej, Jyllinge, Roskilde
Fjordvænget, Vig, Odsherred

Indbrud i fritids-/sommerhus: Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.: Tværalle, Ringsted

Tyveri fra køretøjer: Ingen

Tricktyveri - Solrød Center, Solrød Kl 09.54 anmelder en 82-årig kvinde fra Solrød, at hun kort forinden havde stået ved en hæveautomat, da en ukendt mand var kommet hen til hende og havde spurgt, om det var hende, der havde tabt en 100 krone-seddel. Det afviste kvinden, men det lykkede den ukendte mand at skabe så meget forvirring, at en medgerningsmand formentligt så sit snit til at hæve 2000 kroner på dankortet, mens det sad i maskinen.

Butikstyveri - Hesteskoen, Ringsted Kl 10.17 stopper personalet i en butik to kvinder, der har stjålet make up. Den ene kvinde havde make up for i alt 220 kroner på sig. En patrulje kommer til stedet for at sikre identiteten på de to kvinder, som viste sig at være 52 og 51 år og fra Serbien. De blev taget med af politiet og løsladt efter endt sagsbehandling.

Indbrud i bibliotek - Tværalle, Ringsted Kl 11.54 bliver det anmeldt, at der i løbet af natten har været indbrud på biblioteket hvor ukendt gerningsmand har opbrudt hoveddøren og forsøgt at blænde overvågningskameraerne ved hjælp af spraymaling. Gerningsmanden beskrives som 30-35 år og kronraget. Han ankom til stedet på et el-løbehjul og beskrives videre som havende en stor næse og være iført lyse bukser, lys jakke, mørke sko og så havde han en pandelampe på og en rygsæk på. Uvidst om der er stjålet noget. Politiet hører gerne fra folk, der har bemærket manden i Ringsted omkring klokken halv tre om natten.

Færdselspoliti på kontrol - Godsvej, Greve Kl 13.00 var færdselspolitiet på kontrol i området ved Askerød. Mange borgere var forbi og udtrykte deres glæde over at politiet gennemførte kontrol på stedet. En enkelt bilist blev sigtet for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer.

Bil rammer huse - Nykøbingvej, Hørve, Kalundborg Kl 17.44 rammer en bil ført af en 19-årig ung kvinde fra Jyderup to huse efter at hun tilsyneladende har mistet herredømmet over bilen. Kvinden slap uden alvorlige personskader men blev kørt til undersøgelse på sygehuset. Brandvæsnet blev tilkaldt til vurdere skaderne på de to bygninger.
Falsk hjemmehjælper - Holbæk Kl 18.34 anmeldte en 81-årig kvinde at hun var blevet opsøgt i sit hjem af en kvinde, der sagde, at hun var hjemmehjælper. Hun havde bedt den 81-årige om at vise sit badeværelse frem og imens de gennemgik det, havde kvinden lukket døren. En ukendt medsammensvoren benyttede sig af den mulighed til at komme ind i lejligheden og stjæle 4000 kroner, før den falske hjemmehjælper forlod stedet under påskud af at skulle hente noget i sin bil.
"Hjemmehjælperen" beskrives som en kvinde på 40-60 år, mørk i huden og med kraftig kropsbygning. Hun havde brunt hår, bred næse og talte dansk med accent. Hun var ifør en falsk pelsjakke i et sort og hvid-plettet mønster og var på høje hæle. Politiet hører gerne fra alle, der måtte have bemærket kvinden.

Dreng på løbehjul - Tune Parkvej, Tune, Greve Kl 18.45 standsede færdselspolitiet en 12-årig dreng, der kom kørende på el-løbehjul. Drengen var ikke i følgeskab med en voksen, som loven kræver, og han benyttede heller ikke hjelm. Politiet tog kontakt til drenges forældre for at drøfte sagen med dem.

Butikstyveri - Slotsvolden, Holbæk Kl 19.10 kørte politiet til et supermarked, hvor personalet havde pågrebet en 31-årig fra Letland, der havde stjålet diverse småting til en samlet værdi af 180 kroner. Politiet sørgede for at butikken fik tingene tilbage og tog sig af den videre sagsbehandling.

Ulovlig knallert - Skovvej, Havdrup, Solrød Kl 19.15 bemærker færdselspolitiet en 16-årig lokal dreng, der kørte på en knallert, som blev vurderet til at kunne køre mindst 72 km/t og som desuden ikke havde nummerplade bagpå. Drengen kan nu se frem til en betinget frakendelse af retten til at køre lille knallert.

Beruset kvinde anholdt - Solsortvej, Køge Kl 19.44 valgte politiet at anholde en beruset 58-årig kvinde, der råbte højt og var meget udadreagerende. Da hun ikke efterkom politiets anvisninger, så blev hun anholdt og taget med på politistationen. Det endte med, at hun tog kvælertag på den ene politiansatte og slog ham to gange med knyttede næver. Kvinden blev derfor sigtet for vold mod politiet.

Gled i det våde føre - Munkholmvej, Holbæk Kl 20.55 kom en 38-årig kvinde fra København kørende, da hun i et t-kryds ville bremse ned. Men bilen ramte en stor vandpyt og bilen aquaplanede og havnede ude på en mark. Der skete ingen tilskadekomst i forbindelse med uheldet.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi