Følg Politiet direkte fra din smartphone eller tablet
En person fundet død ved brand i Esbjerg
tirsdag 22. jul, kl. 09:36
I forbindelse med en brand mandag aften i en ejendom på Strandbygade i Esbjerg blev en person fundet død i bygningen.
Syd- & Sønderjyllands Politi modtog anmeldelse om branden klokken 21.50. Der var tale om en kraftig brand.
En strækning af Strandbygade var spærret, og borgerne i området blev bedt om at tage hensyn til brandfolk og politi på stedet.
Lidt over klokken 5 her til morgen var slukningsarbejdet færdigt, og Strandbygade var åben for normal trafik igen.
”Den person, som blev fundet på stedet, er ikke endeligt identificeret, men vi har en formodning om, hvem afdøde er og har derfor været i kontakt med de mulige pårørende. Nu skal de retsmedicinske undersøgelser samt den videre efterforskning sikre den endelige identifikation samt afdække, hvad der er årsag til personens død,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Der er intet i de foreløbige undersøgelser, der indikerer, at der er begået et strafbart forhold.
Brandstedet vil fortsat være afspærret. Syd- & Sønderjyllands Politi foretager undersøgelser på stedet, ligesom Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) bistår, da der er tale om en brand, hvor en person er fundet død. Det er endnu uvist, hvornår undersøgelserne er færdige.
De brandtekniske undersøgelser på stedet skal nu afklare brandårsagen.
Syd- & Sønderjyllands Politi vil gerne i kontakt med borgere, der har billeder eller video fra stedet i forbindelse med branden. Det materiale ønskes til brug for den igangværende efterforskning. Hvis man har billeder eller video, bedes man kontakte Politiets Servicecenter på 1-1-4.