Døgnrapport d. 15-11-2018

torsdag 15. nov, kl. 22:26

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag d. 15. november 2018

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 13.00 en 32-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for vidnetrusler mod en 17-årig dreng, som han i en anden sag også er sigtet for at have begået vold imod.

**

25-årig tæt på at køre betjent ned - sigtet for politivold

To betjente slap heldigvis uskadte fra en voldsom episode i går aftes, hvor de forsøgte at standse en 25-årig kvindelig bilist. Betjentene stod på Jernaldervej i Hasle, hvor der var sket et færdselsuheld, som forårsagede en del kø på grund af politiets afspærring. Kvinden valgte at overhale køen og køre forbi afspærringen. Det fik en betjent til at stille sig ud på vejen og bede hende om at standse, så han kunne se hende kørekort. Mens han stod med hovedet og arm ind af bilvinduet og talte med hende, begyndte hun pludseligt at køre, mens betjenten hang i vinduet. Det var ikke muligt for ham at slippe fri, så han blev slæbt nogle meter hen af asfalten, inden han faldt af.

Lidt længere henne af vejen måtte hans kollega springe til side, da kvinden kom kørende direkte mod ham. Hun stak herefter af fra stedet.

Signalementet af kvinden og bilen blev sendt ud til alle patruljer i Aarhus, og en halv time senere opdagede et par betjente bilen på Runevej i Brabrand med den 25-årige kvinde bag rattet. Hun erkendte straks, at hun var stukket af fra politiet på Jernaldervej, og hun blev derfor anholdt på stedet.

Foreløbigt er kvinden blevet sigtet for vold mod polititjenestemand og for ikke at overholde sine forpligtelser ved et færdselsuheld. Der kan dog komme flere sigtelser til under den videre efterforskning af sagen.

**

Tyv anholdt få timer efter indbrud

Et årvågent vidne var med til at sikre, at politiet nogle timer efter et indbrud på Georgmindesvej i Tustrup ved Allingåbro kunne anholde en 30-årig mand og sigte ham for forholdet. Vidnet så en person køre fra ejendommen omkring kl. 6.45, hvor indbruddet blev begået. Østjyllands Politi fik både et fint signalement og registreringsnummeret på en bil, og derfor kunne en patrulje omkring fem timer senere anholde den 30-årige mand på hans adresse i Allingåbro. De stjålne ting fra indbruddet lå i lejligheden, og den 30-årige erkendte straks tyveriet. Ejerne af huset i Tustrup kan nu se frem til at få deres ejendele tilbage.

**

Brand i ejendom i Randers

En etageejendom på Søren Møllers Gade brød i går kl. 23.56 i brand. Branden opstod formentlig på øverste etage, og 10 personer måtte efterfølgende genhuses, da deres lejligheder var skadet af røg og af vand fra slukningsarbejdet. Alle personer i ejendommen nåede ud, og ingen kom umiddelbart til skade. Det er endnu uvist, hvordan branden opstod.

**

Kvinde udsat for røveri på sti i Viby

En 18-årig kvinde anmeldte i aftes et røveri, der skulle være sket kl. 22.25 på Brabrandstien omkring cykelbroen over Åhavevej i Viby. Kvinden forklarede, at hun kom cyklende over broen, da hun blev antastet af en mand, som tog hendes taske fra cykelkurven. Den 18-årige kæmpede lidt med manden om tasken og bed ham undervejs i den ene finger, så ^det til sidst lykkedes hende at få sin taske igen. Han truede hende dog til at aflevere hendes pung. Da der ikke var nogen penge i, smed han pungen tilbage til hende og udtalte, at "hun måtte bide hårdere næste gang".

Herefter cyklede gerningsmanden videre fra stedet.

Han beskrives som:

Dansk af udseende, lys hud Ca. 40-50 år Ca. 190-200 cm høj, spinkelt bygget Iført grå hue med to sorte tværstriber, en grønlig eller brunlig halvlang jakke og sorte bukser. Han cyklede på en sort Citibike herrecykel Usoigneret Talte dansk Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set manden komme cyklende i området, eller som har en idé om, hvem han være. Oplysninger kan gives via tlf. 114.

**

31-årig havde amfetamin i fryseren

En 31-årig mand blev i går kl. 20.12 anholdt i sin lejlighed i Randers NV, da han fik uventet besøg af Østjyllands Politis specialpatrulje. Patruljen havde fået et tip om, at der blev solgt narko fra lejligheden, og da de kom på besøg, erkendte manden straks, at han havde noget amfetamin liggende i fryseren. Det var til eget brug, forklarede han. Politiet fandt dog også flere salgsposer og et større kontantbeløb i lejligheden, og derfor blev den 31-årige anholdt og sigtet for at besidde narko med henblik på at sælge det.

**

Råbende kvinde anholdt på gaden

En 27-årig kvinde blev i nat kl. 5.27 anholdt, da hun nægtede at lytte til politiets formaninger. En patrulje kørte til Søren Møllers Gade i Randers, da der var kommet en anmeldelse om et muligt slagsmål på stedet. Da betjentene kom frem, traf de to mænd og en kvinde, der stod og råbte meget højlydt af hinanden. Ingen havde synderligt lyst til at tale med politiet, men de blev alle bedt om at dæmpe sig og forlade stedet. Det nægtede kvinden, der fortsatte sit råberi, som var så højt, at flere beboere vågnede og kiggede ud af vinduerne for at se, hvad der skete. Til sidst fik betjentene nok og anholdt kvinden for at forstyrre den offentlige orden.

**

Flygtende tyv sigtet for hærværk på bil

En 22-årig mand blev i går både sigtet for tyveri og for hærværk, efter han havde stjålet en jakke fra en tøjbutik på Søndergade i Aarhus. Klokken var 14.15, da en vagt opdagede, at manden snuppede en dyr jakke fra et gadestativ og herefter stak i løb fra stedet. Medarbejderen løb efter butikstyven, der rendte ind i en gård, hvor han kravlede op på en bil i et forsøg på at komme over en mur. Det lykkedes dog vagten at få fat på den 22-årige, der blev tilbageholdt, indtil politiet kom frem.

Den 22-årige havde jakken på sig og erkendte da også tyveriet over for betjentene. Derudover måtte han også erkende, at han havde lavet buler på bilen, da han hoppede op på den.

**

55-årig mand meldte overfald af hidsig bilist

En 55-årig mand fik sig nogle knubs og en ordentlig forskrækkelse efter et ubehageligt sammenstød med en bilist i går omkring kl. 14.40 på Sønder Allé i Grenaa. Manden forklarede, at han kom gående med sin barnevogn, da en bil pludseligt kørte hasarderet ind over fortovet. Det fik manden til at gestikulere efter bilen, og føreren steg herefter ud og gik målrettet hen mod den 55-årige og spurgte, "hvad hans problem var". Da den 55-årige tog sin mobil frem for at ringe efter politiet, tog den hidsige bilist, ifølge den 55-åriges forklaring, telefonen og kylede den ind i en mark. På vej hen for at hente sin mobil blev den 55-årige skubbet hårdt ned på jorden af bilisten. Bilisten kørte herefter fra stedet, og politiet blev kaldt til stedet.

Da flere vidner har noteret bil og signalement på den formodede gerningsmand, har Østjyllands Politi en god idé om, hvem vedkommende er. Han kan nu snart forvente at blive kontaktet af politiet.

**

Fly foretog kontrolleret nødlanding i Tirstrup

Et fly fra Gøteborg måtte i går kl. 17.08 foretage en kontrolleret nødlanding i Tirstrup, da der opstod tekniske problemer kort efter, det var lettet. Ombord var 15 passagerer og tre besætningsmedlemmer. Da landingen foregik fuldstændigt kontrolleret og uden problemer, kom ingen af dem noget til under landingen.

**

Sigtet for narkokørsel efter uheld

Et færdselsuheld i går kl. 17.13 på Pindstrupvej ved Auning Mark endte med, at en 27-årig mand blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Uheldet skete formentligt, da den 27-årige kom for langt over i den modsatte vejbane, hvor han stødte sammen med en bil ført af en 21-årig mand. Patruljen, der blev kaldt til stedet, fik mistanke om, at den 27-årige var påvirket af stoffer, og de fik ham derfor til at bruge narkometeret. Det viste, at den 27-årige var påvirket af kokain, og han blev derfor anholdt på stedet, og en læge blev kaldt til stationen for at foretage en blodprøve af ham.

**

Lade brød i brand

En halmlade på Horskærvej i Gylling ved Odder brød i går ved middagstid i brand. Gårdejeren var ved at brænde nogle paller af en del meter fra laden, og det er sandsynligvis gløder fra bålet, der er fløjet ind i laden og antændt halmen. Det meste af ladens tag nåede at brænde af, inden brandvæsnet fik slukket ilden.

**

Kvinde kørt ned - bilist flygtede

En 21-årig kvinde anmeldte i går kl. 23.20, at hun en halv time tidligere var blevet kørt ned af en bilist, da hun kom cyklende på Vester Allé i Aarhus C. Ved sammenstødet røg hun op på kølerhjelmen og faldt ned på vejen. Bilisten stak herefter af fra stedet. Ud fra vidneudsagn på stedet har Østjyllands Politi en formodning om, hvem gerningsmanden kan være.

**

Færdsel

En 57-årig mand blev i går kl. 12.28 anholdt og sigtet for spritkørsel og for at køre uden førerret, da han kom kørende på sin knallert på Mariagervej i Randers NØ. Derudover fik han en sigtelse oveni for ikke at have spændt sin hjelm fast.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 7.16 på Høgemosevej i Trige ved afkørsel Ølsted. En 51-årig kvindelig bilist svingede fra afkørslen ind på Høgemosevej, hvor han kørte ind i en bil ført af en 27-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 51-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 9.27 på Udbyhøjvej i rundkørslen ved Østervangsvej. En 87-årig mandlig bilist overså en cyklende 54-årig kvinde, som måtte bremse hårdt op for at undgå et sammenstød. Ved opbremsningen væltede kvinden og faldt ned på asfalten. Hun slap dog umiddelbart uden større skader. Den 87-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 9.32 på Ingerslevs Boulevard i Aarhus C. En 46-årig mand bilist åbnede sin bildør, da han skulle stige ud af sin bil. I samme øjeblik kom en 54-årig mand cyklende, som ramte ind i bildøren og væltede. Cyklisten kom mindre til skade ved uheldet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 17.34 på Jernaldervej i Hasle. To biler stødte sammen på stedet.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 19.48 i krydset på Brendstrupgårdsvej/Olof Palmes Allé i Aarhus N. En 31-årig mandlig bilist kørte ind foran en 43-årig bilist, og der skete et sammenstød. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade.

Der skete et færdselsuheld i går kl. 19.54 i krydset Hasle Ringvej/Herredsvej i Aarhus V. En 18-årig mandlig bilist drejede ind foran bil ført af en 64-årig kvinde, der ramte ind i ham. Ingen kom umiddelbart til skade. Den 18-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

En 24-årig mandlig bilist blev i nat kl. 3.24 anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Østboulevarden i Aarhus C.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt ni indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Borup Alle i Randers NV begået mellem tirsdag d. 13/11 kl. 17.00 og onsdag  d. 14/11 kl. 8.00 På Georgsmindevej i Tustrup ved Allingåbro begået onsdag d. 14/11 kl. 6.45 På Haslevangsvej i Hasle begået mellem tirsdag d. 13/11 kl. 16.00 og onsdag d. 14/11 kl. 12.30 På Skibbyvej i Skibby ved Harlev begået mellem tirsdag d. 13/11 kl. 20.00 og onsdag d. 14/11 kl. 15.40 På Mathildelundsvej i Viby begået onsdag d. 14/11 mellem kl. 9.00 og kl. 13.45 På Vibevej i Ryomgård begået onsdag d. 14/11 mellem kl. 13.15 og kl. 18.30 På Esbenvej i Bendstrup ved Hjortshøj begået onsdag d. 14/11 mellem kl. 18.00 og kl. 20.00 På Solskrænten i Ugelbølle begået onsdag d. 14/11 mellem kl. 9.10 og kl. 20.50 På Stenagerbakken i Haldum begået onsdag d. 14/11 mellem kl. 17.00 og kl. 21.54


Kilde: Østjyllands Politi