Døgnrapport d. 05-12-2018

onsdag 05. dec, kl. 18:43

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 5. december 2018

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.

Den mobile politistation

Østjyllands Politi kører i dag den mobile politistation til Beder, hvor den vil stå fra omkring kl. 13 frem til omkring kl. 15.30. Herefter kører den til Åbyhøj Torv, hvor den vil stå nogle timer.

Alle borgere er velkomne til at kigge forbi og få en snak med vores betjente!

**

Vakse borgere hjalp politiet med at fange indbrudstyv

Østjyllands Politi fik tirsdag aften god hjælp af borgere til at få fat i en 24-årig indbrudstyv, der var på spil i Hornslet. Klokken 20.55 ringede en borger til politiet, da han så to mænd luske rundt med lommelygter ved et hus på Ballesvej i Hornslet. En patrulje blev sendt til stedet, og betjentene parkerede diskret i nærheden, hvorefter de nærmede sig huset. Pludseligt sprang to mænd ned fra en altan og løb op mod Hornslet Skole med politiet i hælene. Det lykkedes dog mændene at slippe væk i første omgang.

Men en borger på stedet havde set den ene mand, og han guidede patruljen på rette vej. På Kastanievej fik betjentene kontakt med en 24-årig mand, der havde svært ved at forklare, hvad han lavede der. Til sidst erkendte han, at han havde begået indbrud i huset på Ballesvej.

Da han blev anholdt og visiteret, fandt betjentene et benzinkort, der tilhørte en anden mand, som havde haft indbrud samme aften i sin bil, da den holdt ved Hornslet Skole. Konfronteret med den oplysning indrømmede den 24-årige også indbruddet i bilen.

Den anden gerningsmand lykkedes det i denne omgang ikke politiet at få fat i.

Et klap på skulderen til de opmærksomme borgere, der hjalp politiet!

**

18-årig mand anholdt efter forsøg på at veksle falske sedler

Personalet i et vekselbureau på banegården i Aarhus alarmerede tirsdag kl. 16.35 politiet, da en 18-årig mand forsøgte at veksle falske tyrkiske pengesedler til danske kroner. Medarbejderen, som den 18-årige henvendte sig til, fattede med det samme mistanke til pengesedlerne, og da han påpegede det, forsøgte manden at gå fra stedet. Det lykkedes dog personalet at tilbageholde den 18-årige, indtil et par betjente kort efter kom frem. De beslaglagde sedlerne, anholdt den 18-årige og sigtede ham for pengefalsk og for forsøg på bedrageri. Den 18-årige forklarede selv, at han tilfældigvis havde fundet pengesedlerne på gaden og ikke vidste, at de var falske.

**

Unge skabte uro i center - to anholdt

En gruppe på omkring ni unge mænd skabte tirsdag aften omkring klokken 20.00 uro i Frydenlund Centret i Aarhus V. Mændene var højrøstede og gik blandt andet rundt med en løs hund, hvilket gjorde flere borgere utrygge.

Østjyllands Politi dukkede kort efter op i centret, hvor de hurtigt fik skabt ro. To mænd på 19 år nægtede at forlade centret trods politiets anvisninger. Derfor blev begge anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

Forsøgte at snyde i bussen og overfusede kontrollører

En 24-årig mand havde tirsdag morgen mere end svært ved at opføre sig ordentligt i en bus i Aarhus, og det endte med både at koste ham en kontrolafgift og en sigtelse. Klokken var 8.42, da et par buskontrollører fra et vagtselskab steg på en bus i Aarhus C. Her bemærkede de straks en mand, der rejste sig op og skyndte sig hen til billetautomaten for at købe en billet. Da de tog kontakt til manden, nægtede han at oplyse sit navn og cpr-nummer og begyndte i stedet at svine de to medarbejdere til. De så sig derfor nødsaget til at tilbageholde manden og stige af på Nørre Allé, hvor de tilkaldte politiet. Ved betjentenes ankomst var den 24-årige mand faldet nogenlunde til ro, men han fik en sigtelse for fornærme personer i en offentlig myndighed, og fra busselskabet modtog han en kontrolafgift.

**

Mors bil blev beslaglagt: Søn kørte uden kørekort

En 24-årig mand sørgede tirsdag for, at hans mor sandsynligvis mister sin bil. Klokken 8.50 foretog en patrulje fra Østjyllands Politi en rutinekontrol af en bil i krydset Bøsbrovej/Toldervej i Randers. Betjentene kunne hurtigt konstatere, at den 24-årige mand bag rattet var frakendt kørekortet, og de kunne også se, at han allerede i november var blevet stoppet to gange uden kørekort. De tre gange kørsel uden førerret inden for så kort tid gav politiet mulighed for at beslaglægge bilen med henblik på, at den skal konfiskeres. Samtidigt blev den 24-årige igen sigtet for at køre i frakendelsestiden.

Herefter blev den 43-årig mor ringet op og sigtet for at have overladt bilen til en person uden kørekort.

**

Voldsom butikstyv stjal trøje

Vagter i Intersport på Ryesgade i Aarhus måtte tirsdag tilbageholde en stofpåvirket 45-årig kvinde, efter hun havde stjålet en trøje i butikken og forsøgt at stikke af med den. Kvinden blev meget voldsom, da vagterne tog fat i hende, og de måtte holde hende fast, indtil en patrulje kort efter dukkede op. Her blev kvinden anholdt og sigtet for butikstyveri. Derudover blev hun sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en klump hash i lommen på hende. Kvinden erkendte, at hun havde stjålet trøjen.

**

Færdsel

Der skete et færdselsuheld tirsdag kl. 11.24 på Åvænget i Egå. En 28-årig mandlig bilist ramte ind i en 80-årig mandlig fodgænger. Ved sammenstødet pådrog den 80-årige sig en mindre flænge i hovedet, men slap umiddelbart uden større skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld tirsdag kl. 16.28 i krydset Nørrebrogade/Kirkegårdsvej i Aarhus C. En 44-årig mandlig bilist ramte i den tætte trafik ind i en bil ført af en 39-årig mand, der ved sammenstødet kom til at køre ind i en bil ført af en 50-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Der skete et færdselsuheld tirsdag kl. 20.31 i krydset Åby Ringvej/Dr. Holsts Vej i Brabrand. En 34-årig mandlig bilist foretog et venstresving og ramte ind i en 25-årig kvindelig cyklist. Hun slap dog umiddelbart fra uheldet uden alvorlige skader.

En 33-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 9.21 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hammelvej i Randers SV.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 15 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Bøgevej i Randers SØ begået mellem lørdag d. 1/12 kl. 9.00 og tirsdag d. 4/12 kl. 9.40 På Duelandsvej i Årslev ved Brabrand begået mellem mandag d. 3/12 kl. 4.00 og tirsdag d. 4/12 kl. 13.00 På Tinghøjvej i Vinstrup ved Havndal begået mellem mandag d. 3/12 kl. 10.00 og tirsdag d. 4/12 kl. 13.30 På Årslev Kirkevej i Årslev ved Brabrand begået tirsdag d. 4/12 mellem kl. 9.20 og kl. 15.30 På Frydenlunds Alle i Aarhus V begået tirsdag d. 4/12 mellem kl. 8.00 og kl. 16.45 På Valdemarsvej i Randers SØ begået tirsdag d. 4/12 mellem kl. 7.00 og kl. 16.45 På Panvej i Randers Sø begået tirsdag d. 4/12 mellem kl. 15.00 og kl. 18.10 På Herosvej i Randers SØ begået tirsdag d. 4/12 mellem kl. 19.00 og kl. 19.10 På Hans Bojes Alle i Randers SØ begået mellem mandag d. 3/12 kl. 23.30 og tirsdag d. 4/12 kl. 8.30 På Solklintvej i Egå begået mellem torsdag d. 29/11 kl. 6.30 og tirsdag d. 4/12 kl. 20.45 På Vigevej i Højbjerg begået tirsdag d. 4/12 mellem kl. 18.15 og kl. 22.25 På Haslevangsvej i Hasle begået tirsdag d. 4/12 mellem kl. 15.00 og kl. 22.35 På Møllegyden i Granslev ved Langå begået onsdag d. 5/12 kl. 00.32 På Tousvej i Åbyhøj begået onsdag d. 5/12 kl. 1.01 På Ballesvej i Hornslet begået tirsdag d. 4/12 kl. 20.55


Kilde: Østjyllands Politi