Døgnrapport d. 06-12-2018

torsdag 06. dec, kl. 18:43

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 051218 kl. 0700 til torsdag 061218 kl. 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Esterhøjvej, Asnæs (2 steder)

Torvet, Ringsted

Agertoften, Gørlev

Jættevej, Ringsted (2 steder)

Håndværkerbyen, Greve (2 gange)

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Bastionen, Ringsted

Ibs Huse, Mørkøv

Engrøjel, Greve

Peder Billesvej, Holbæk

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

Færdselsuheld – Høng Landevej, Løve, Høng – Kalundborg

Kl. 0912 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bil var forulykket og havnet på en mark. Det viste sig, at en 25-årig mand fra Gørlev under kørsel i en personbil foretog en overhaling af en anden bilist under kørslen i sydlig retning på den lige vej. Den 25-årige havde formentlig overset en modkørende, hvorfor han undveg til venstre ud på cykelstien. Han mistede herved kontrollen over personbilen, der skred tværs over kørebanen og standsede på en mark vest for landevejen. Ingen kom til skade ved uheldet, og ingen af de øvrige trafikanter blev impliceret.

Mistænkelig adfærd – Toftebakken, Roskilde

Kl. 1100 fik politiet via alarm 112 melding om, at fire unge mænd var i færd med at bryde ind i et hus på stedet. Politiet fik kort kontakt til to unge mænd på 15 og 16 år fra Gadstrup samt to unge mænd på 15 og 16 år fra Roskilde. Det viste sig at være et tomt og forladt hus, som de unge havde skaffet sig adgang til. Ejeren ønskede dog ikke videre foretaget fra politiets side på grund af huset tilstand, hvorfor politiet sendte de pågældende unge bort med en formaning om at finde andre ting at fordrive tiden med.

Vold mod buschauffør mv. – Ringstedvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 1148 anmeldte en 52-årig mandlig buschauffør fra Stenlille, at han netop var blevet spyttet i ansigtet af en mand, der ikke ville betale for en busbillet. Manden var efterfølgende gået fra bussen og ind i et nærliggende supermarked, hvor han kastede en dåseøl ind i maven på en medarbejder. Politiet var fremme få minutter senere og kunne uden for supermarkedet anholde en 38-årig, påvirket mand fra Bjæverskov, som blev sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste i forhold til buschaufføren. Han blev løsladt efter afhøring til sagen, men vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen skal afgøres.

Ulovlig knallert – Smålodsvej, Benløse, Ringsted

Kl. 1215 standsede færdselspolitiet en knallert, som blev ført af en 14-årig dreng, som knallertejeren – en 15-årig ung mand fra Ringsted – havde lånt knallerten ud til. Den 14-årige kunne ikke sigtes for den ulovlige kørsel, da han er under den kriminelle lavalder på 15 år, men knallertejeren blev sigtet for flere forskellige overtrædelser af færdselsloven. Ud over overladelse af føringen af knallerten til en person, der ikke lovligt kunne føre knallerten, blev han også sigtet for manglende registrering og lovpligtig ansvarsforsikring på knallerten. På et rullefelt blev knallerten i øvrigt målt til at kunne køre mindst 45 km/t mod højst tilladt 30 km/t. Den 15-årige og hans værger vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Biltyv uden førerret – Ringsted

Kl. 1345 standsede politiet en personbil på Kaserne Alle med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Bag rattet sad en 19-årig mand fra Ringsted, der havde en 25-årig kvindelig bekendt med i bilen. Den 19-årige havde ikke nogen førerret og blev derfor sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Da politiet spurgte nærmere om ejerforhold og tilladelse til kørsel i bilen uden førerret, måtte den 19-årige erkende, at han havde stjålet bilnøgler fra bilens ejer under ophold hos et familiemedlem i Ringsted. Den 19-årige blev derfor sigtet for uberettiget brug af personbil uden ejerens tilladelse. Kvinden blev også afhørt til dette for at politiet senere kan tage stilling til, om hun som passager også kunne mistænkes for uberettiget brug af bilen. Begge vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Narkokørsel i bil med fejl/mangler mv. – Vejleåvej, Greve

Kl. 1550 kontrollerede færdselspolitiet en personbil ført af en 28-årig mand fra Fuglebjerg. Han talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen, da han blev standset i bilen, der var forsynet med nummerplader tilhørende et helt anden personbil fra Fuglebjerg-området. Den 28-årige bil var derfor hverken indregistreret eller lovpligtigt ansvarsforsikret under kørslen, ligesom bilen havde en defekt udstødning og var forsynet med uens hjul på begge aksler. Efter at have deltaget i en narkometertest, der indikerede påvirkning af hash, anholdt politiet den 28-årige kortvarigt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Senere vil den 28-årige således høre nærmere fra politiet, når de mange sager skal afgøres.

Udenlandske butikstyve – Ølbycenter, Køge

Kl. 1715 anmeldte butikspersonalet, at to ud af tre udenlandske mænd var tilbageholdt som mistænkte for at have stjålet chokolade fra supermarkedet Aldi. Politiet kørte til området og anholdt to mandlige asylansøgere på 31 og 36 år fra Georgien. Den tredje mistænkte var stukket af fra og blev ikke fundet af politiet. De tre mænd var kommet ind i butikken, hvor de var gået rundt sammen. Da den første gik gennem kassen uden at betale, var han ved personalets kontrol af ham i besiddelse af flere plader chokolade. En anden mand stak af, medens den tredje mand lagde nogle plader chokolade fra sig inde i butikken. Han blev også tilbageholdt af personalet som mistænkt for meddelagtighed i butikstyveri af chokolade til en værdi af 366 kr. De to anholdte blev med assistance fra en tolk afhørt til sagen, hvorefter de blev løsladt. Senere vil de høre nærmere fra politiet, når sagen strafferetligt skal afgøres.

Opmærksom borger forhindrede indbrud – Peder Billesvej, Holbæk

Kl. 1947 anmeldte en opmærksom, 65-årig mand fra Holbæk, at han pludselig havde set blinkende lys og hørt en tyverialarm gå i gang ved et hus længere nede ad vejen. Han løb straks til stedet, hvor han konstaterede, at et vindue var forsøgt opbrudt. Politiet kørte hurtigt til området med flere patruljer, bl.a. en hundepatrulje, for at lede efter indbrudstyven, der var flygtet, og som anmelderen ikke havde set. Politihundene kunne følge et spor et stykke hen ad vejen, hvorefter sporet stoppede. Politiet kunne efterfølgende også konstatere, at et vindue var forsøgt opbrudt, men indbrudstyven var dog ikke kommet ind. Derfor var der ikke stjålet noget fra stedet.

Politiet vil gerne rose anmelderen for sin indsats og sin årvågenhed. Hans handlinger beviser netop vigtigheden af og det nyttige med nabohjælp i et lokalområde/villakvarter.

Færdselsuheld – Vindingevej, Vindinge, Roskilde

Kl. 2027 havde en 18-årig mand fra Tune mistet kontrollen over den personbil, som han kørte i ad Vindingevej mod nord. Af ukendte årsager mistede han herredømmet over bilen, så han påkørte et vejskilt, inden han ramte et vejtræ i kanten af vejen. Han slap uskadt fra uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret i. Den forulykkede bil blev efterfølgende bugseret bort fra stedet.

Mistænkeligt forhold – Skjoldenæsvej, Skjoldenæsholm, Jystrup Midtsj. – Ringsted

Kl. 2315 fik politiet via et alarmselskab en anmeldelse om, at en utryg kvinde måske havde hørt fremmede personer i sin have. Kvinden havde derfor aktiveret alarmen på sin bopæl. Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter spor efter personer. Hverken politifolkene eller politihundene fandt tegn på, at uvedkommende havde været i kvindens have. Hun blev derfor beroliget, inden politiet forlod området.

Problemer i bussen – Lerbæk Torv, Køge

Kl. 0014 fik politiet en henvendelse fra et busselskab om, at en kvinde skabte problemer i buslinje 101 ved Lerbæk Torv. Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at en kvinde ikke vise fremvise sin rejsehjemmel til buschafføren, hvilket bevirkede nogle mindre uoverensstemmelser mellem kvinden og buschaufføren. Der var tale om en 43-årig kvinde fra Køge, som af politiet blev belært om, at hun skulle vise sin rejsehjemmel, hvis hun ønskede at benytte offentlige transportmidler. Herefter gik kvinden fra stedet uden at være blevet sigtet for noget, og politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Spiritus-/narkokørsel – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 0110 anholdt og sigtede politiet en 36-årig mand fra Taastrup for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad motorvejen i vestlig retning. En narkomestertest indikerede, at han også var påvirket af kokain under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og euforiserende stoffer.

Spirituskørsel – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 0204 anholdt og sigtede politiet en 58-årig mand fra Jyderup for spirituskørsel i en personbil i østlig retning ad Holbækvej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Bil på taget – Skovvejen, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 0535 fik politiet en henvendelse fra en bekymret kvinde, der havde bemærket en personbil ligge på taget ved Skovvejen tæt på Seinhuusvej. Der var ingen personer i bilen, hvis havariblink var tændt. Politiet kontaktede efterfølgende den 52-årige kvindelige bilejer fra Store-Heddinge. Hun kunne heldigvis oplyse, at hun var sluppet uskadt fra ulykken, og at et bugseringsfirma var på vej til at bjærge hendes personbil. Politiet foretog sig herefter ikke yderligere i sagen.

OPFØLGNING

Fund af narkotika – Fælledvej, Roskilde

Den 19-årige mand fra Roskilde der tirsdag blev anholdt og sigtet for besiddelse af 74 gram kokain, blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde. Han blev varetægtsfænglset frem til d. 20. december 2018.

Indbrudstyv varetægtsfængslet – Store Merløse, Holbæk

Den 43-årige mand fra Rumænien, der tirsdag aften blev anholdt i forbindelse med et indbrud på Åvej i Store-Merløse, hvor han blev tilbageholdt af huset beboere, blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk. Han blev varetægtsfængslet frem til d. 18. december 2018.


Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi