Døgnrapport d. 09-01-2019

onsdag 09. jan, kl. 21:16

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 9. januar 2019


Der er p.t. ingen planlagte fremstillinger i dag.



Person omkommet i brand i Randers En person er omkommet i en brand, der tirsdag aften brød ud i en villa på Bojesvej i Randers. Østjyllands Politi fik en anmeldelse om branden kl. 20.26, og da brandvæsen og politi kom frem, var huset overtændt, og der var kraftig røgudvikling på stedet.

Da branden var slukket, blev et lig af en person og en hund fundet i det nedbrændte hus. Af sikkerhedsmæssige årsager har det endnu ikke været muligt for politiet af efterforske branden nærmere. Der er dog foreløbigt intet, der tyder på, at der er sket noget kriminelt i forbindelse med branden.

Den afdøde person er endnu ikke blevet identificeret, men Østjyllands Politi formoder på nuværende tidspunkt, at der er tale om husets enlige 82-årige mandlige beboer.

Politiet er i kontakt med de pårørende.

**


Tre kvinder anholdt på massageklinik i Randers Østjyllands Politi var tirsdag formiddag på besøg på en massageklinik i Randers, som viste sig at tilbyde seksuelle ydelser til kunder. To thailandske kvinder på 25 og 36 år blev anholdt på udlændingeloven, da de opholder sig ulovligt i Danmark.

En tredje kvinde på 50 år, der er ejer af stedet, blev sigtet for rufferi. Under en ransagning af hendes hjem, fandt politiet desuden noget amfetamin og et større kontantbeløb. Hun blev derfor sigtet for besiddelse af narko, og pengene blev beslaglagt, da det formodes, at de stammer fra rufferi-virksomhed.

Det to anholdte kvinder kan nu tilbageholdes i tre døgn på udlændingeloven. I mellemtiden skal det vurderes, om de to kvinder eventuelt er blevet handlet, eller om de skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på udvisning.

**


Bilist anholdt med hash i lommen: Det er ikke mine bukser En 21-årig mand forsøgte tirsdag at narre politiet, da han kl. 17.47 blev standset på Kongsvang Allé i Aarhus C, hvor han kom kørende i en varebil. Da han virkede påvirket, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel.

Han oplyste sit navn og personnummer og fortalte samtidigt, at han havde glemt sit kørekort.

I hans lommer fandt betjentene en klump hash, som den 21-årige nægtede at kende til. Bukserne var nemlig ikke hans, forklarede han. Han havde blot lånt dem.

På vej ind på stationen blev den 21-årige igen spurgt om sin identitet, og nu erkendte han, at han havde opgivet falsk navn til at starte med.

Det viste sig, at den unge mand slet ikke havde noget kørekort, så ud over sigtelser for narkokørsel, besiddelse af stoffer, og opgivelse af falsk navn, fik han også en sigtelse for at køre uden førerret.

**


Kokainpåvirket butikstyv anholdt i supermarked En 31-årig mand var både fuld og påvirket af stoffer, da han tirsdag kl. 10.16 blev anholdt i Føtex på Guldsmedegade i Aarhus og sigtet for butikstyveri. Cirka ti minutter tidligere ringede personalet til politiet og fortalte, at de havde tilbageholdt en tyv, der var hidsig og voldsom.

Da patruljen kom frem, fortalte den 31-årige, at han både havde drukket en del alkohol og taget kokain. Derfor havde han simpelthen glemt at betale for det sprut og det barbergrej, han havde taget i butikken.

Forklaringen ændrede dog ikke patruljens beslutning om at anholde og sigte ham.

**

Mand trak bukserne ned ved sti En kvinde anmeldte tirsdag kl. 10.45, at hun netop havde set en mand stå og blotte sig på en sti mellem Langengevej og Kantorparken i Risskov.

Kvinden forklarede, at manden havde trukket bukserne ned, mens han stod ved stien, og at han blandt andet råbte af en kvinde, der kom gående med en barnevogn.

Da politiet kom frem, var manden dog væk, og det lykkedes ikke at finde ham.

Manden beskrives som:

• Dansk af udseende
• Ca. 30-40 år
• Ca. 170-180 cm
• Brunt hår
• Iført sort jakke med hætte, sort bluse, jeans og blå underbukser

Ser du manden, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.

**


To mænd med hash stødte ind i specialpatruljen To mænd på 19 og 39 år fik tirsdag kl. 11.05 pludseligt travlt og gik meget hurtigt ned i en kælderskakt på Falkevej i Randers, da de så nogle betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje.

Desværre for de to mænd, havde patruljen set dem, og betjentene synes, at deres adfærd virkede noget mistænkelig. Derfor tog de kontakt til mændene, der begge viste sig at være påvirkede og i besiddelse af mindre mængder hash.

Mændene blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

**


Anmeldelse om mistænkelig mand ved Bavnehøjskolen i Hadsten En mor til en 9-årig pige anmeldte tirsdag, at datteren havde fortalt om en ubehagelig episode, som hun havde oplevet på vej hjem fra Bavnehøjskolen i Hadsten. Datteren forklarede, at en ukendt mand holdt i en hvid varebil på broen over en tunnel, der går under Langelandsvej.

Da pigen kom gående på stien omkring kl. 14.30, gik manden ned til hende og spurgte, om hun ville havde noget slik eller med på McDonalds.

Det afviste pigen, hvorefter hun skyndte sig hjem.

Pigen beskriver manden som:

• Usoigneret
• Halvlangt brunt, fedtet hår
• Iført en kort gul frakke

Østjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere for at finde ud af, hvad der præcist er sket.

**


Butikstyv med kniv stjal sko En 22-årig mand forsøgte tirsdag kl. 17.46 at stjæle et par dyre Nike-sko fra en butik i Storcenter Nord i Aarhus. Det lykkedes dog ikke, da han blev opdaget af en vagt, der tilbageholdt ham, indtil politiet kom frem.

Manden havde klippet alarmen af skoene og proppet dem i en taske, inden han gik ud af butikken.

Han erkendte tyveriet over for patruljen, der også sigtede ham for brud på knivloven, da han gik rundt med en kniv på sig.

**


Færdsel Der skete et færdselsuheld tirsdag kl. 8.02 i krydset Langelandsgade/Paludan Müllers Vej i Aarhus C. En 52-årig kvindelig bilist svingede til venstre foran en 27-årig kvindelig cyklist, der ramte ind i bilen og væltede. Efter uheldet blev cyklisten kørt til sygehuset med mindre brud. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Der skete et færdselsuheld tirsdag kl. 16.24 på Viby Ringvej i Viby. En 52-årig mandlig bilist og en kvindelig bilist ramte sammen i forbindelse med et vognskift. Efter sammenstødet kørte kvinden fra stedet uden at give sig til kende. Der skete kun mindre materiel skade.

Der skete et færdselsuheld tirsdag kl. 16.25 i krydset Grenåvej/Romalt Boulevard i Randers SØ. En 23-årig mandlig bilist og en 45-årig mandlig bilist kørte frontalt sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 23-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

En 25-årig kvindelig bilist blev tirsdag kl. 18.40 anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Borresøvej i Risskov.

**
Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Jernbanegade i Randers begået mellem lørdag d. 5/1 kl. 2.53 og søndag d. 6/1 kl. 3.06
• På Ebeltoftvej i Rønde begået tirsdag d. 8/1 mellem kl. 15.00 og kl. 18.30
• På Tousvej i Åbyhøj begået tirsdag d. 8/1 mellem kl. 8.30 og kl. 20.30


Kilde: Østjyllands Politi