Døgnrapport d. 22-01-2019

tirsdag 22. jan, kl. 19:09

Uddrag af døgnrapport 21. - 22. januar 2019

Stjålet traktor fundet igen Skibby: En traktor blev klokken 02.42 natten til tirsdag blev stjålet fra Marbækskolen. Traktoren blev imidlertid hurtigt fundet igen, for klokken 06.27 fik politiet en melding om, at den stod i et buskads på Kildeskåret – uskadt og med nøglerne i tændingen.

Kørte uden kørekort Frederiksværk: En 28-årig mand fra Kastrup blev klokken 01.05 natten til torsdag standset, da han kom kørende ad Hillerødvej. Manden havde valgt at sætte sig bag rattet uagtet, at han var frakendt førerretten. Også i Gilleleje blev en bilist uden fornøden førerret standset. Det skete klokken 17.56 på Ranunkelvej, hvor en 56-årig lokal kvinde kørte, selvom hun tidligere havde fået frakendt kørekortet.

Computer stjålet fra bil Holte: En bærbar computer er mandag aften mellem klokken 19 og 20 blevet stjålet fra en Honda Accord, som holdt parkeret på Holte Stationsvej. Tyven har skaffet sig adgang ved at knuse trekantruden i bilens førerside og har udover computeren også stjålet en mobiltelefon.

Køkkenmaskiner stjålet Klampenborg: En thermomixer, en pålægsmaskine og en vakuummaskine er mandag aften klokken 20.38 blevet stjålet fra en restaurationskøkken på Taarbæk Strandvej. Tyven har skaffet sig adgang ved at bryde en nøgleboks op og herefter låse sig ind.

17-årig pige antastet af mand i bil Kvistgård: En 17-årig pige fra Helsingør-området blev mandag aften antastet af en mand i en mørkegrøn bil, da hun kom gående ad Kvistgård Stationsvej ved Rudolf Steiner Skolen. Manden spurgte hende, hvad hun hed og om han skulle køre hende et sted hen og tilbød hende, at tage hende med ud at spise. Den 17-årige pige afviste manden, som kørte fra stedet. Da pigen gik videre på hun den samme bil holde i en nærliggende indkørsel. Den 17-årige har beskrevet manden som ca. 37 år, ca. 180 cm høj, almindelig til kraftig af bygning med mørkt hår, brune øjne og tyndt skæg langs kæben. Han talte gebrokkent dansk og var iført sort kasket, mørk hættetrøje eller t-shirt og grå joggingbukser.

Flere tyverier fra omklædningsrum Frederiksværk/Gribskov: Flere elever oplevelse mandag, at deres bærbare computere var blevet stjålet fra omklædningsrummene på idrætsanlægget ved henholdsvis Frederiksværk Gymnasium. Tyverierne er sket mellem klokken 8.15 og 12.30. Begge steder har omklædningsrummene været aflåst.

Onanerede bag cykelskur Hellerup: En ukendt mand stod mandag eftermiddag klokken 14.25 og onanerede bag et cykelskur på Hellerup Station. En 13-årig pige, som skulle hente sin cykel opdagede manden og skyndte sig væk fra stedet. Manden beskrives som centralasiatisk af udseende, 50-55 år, 175 cm høj, almindelig af bygning med brunt, langt hår, som muligvis sad i en hestehale. Han var iført sort eller mørkegrøn jakke, sorte jeans og bar briller i et ovalt grå/sølv tyndt stel.

Kuldskær tyv Kgs. Lyngby: To sæt handsker og en kasket. Det var, hvad en 45-årig mand fra Gentofte stjal i en forretning i Lyngby Storcenter mandag aften klokken 17.25. Han blev dog opdaget og sigtet for butikstyveri.

Stjal make-up og kondomer Hillerød: To piger på henholdsvis 14 og 15 år fra Helsinge-området stjal mandag eftermiddag klokken 16.42 makeup og kondomer fra Bilka i Slotsarkaderne.

Måtte på skadestuen efter sammenstød Skævinge: Fire personer måtte en tur til tjek på skadestuen efter et glatføreuheld på Ny Harløsevej mandag eftermiddag klokken 15.32. Uheldet skete, da en 28-årig mand fra Hillerød mistede herredømmet over sin bil i forbindelse med et vejsving og skred over i den modsatte vejbane, hvor han ind i en bil med en 32-årig kvinde fra Hillerød og hendes to børn på henholdsvis halvandet og fire år.

Voldsom vasker Hillerød: En 12-årig dreng fra Hillerød fik mandag eftermiddag ved 14-tiden en voldsom vasker af tre jævnaldrende drenge ved busstoppestedet udfor Grønnevangskolen på Østervang. Den 12-årige stod og ventede på bussen, da de tre drenge smed ham ned i asfalten og ”vaskede” ham med sne med sten i.

Mand sparket og slået Frederikssund: En 27-årig mand blev mandag eftermiddag klokken 13.45 overfaldet ved VUC på Odinsvej. Her overfaldt en enden mand ham med flere knytnæveslag i tindingerne, hvorefter han blev lagt ned, sparket flere gange på benet og bidt i låret.

Fik et uanstændigt tilbud Hellerup: En 49-årig kvinde fra Lynge fik mandag formiddag klokken 10 et uanstændigt tilbud fra en ukendt mand på Dyssegårdsvej, da hun spurgte om vej til biblioteket. Manden greb fat i kvinden og spurgte, om han ”ikke lige kunne slikke hende”, hvorefter han kørte væk i sin varebil. Manden beskrives som dansk af udseende, 60-65 år, 183 cm høj, almindelig af bygning, dansktalende og iført cowboybukser, ternet langærmet skjorte i forskellige farver samt en mørk hue.

Blev påkørt af bil Ølstykke: En 17-årig mand fra Ølstykke blev mandag morgen klokken 08.35 ramt af en bil, da han krydsede Ørnebjergvej i fodgængerfeltet ved Frederiksborgvej. Den 17-årige blev ramt på den nedre del af ryggen og faldt og slog sit hoved, men bilens fører kørte fra stedet, uden at stoppe for at se, hvad der var sket. Bilens fører beskrives som en kvinde, dansk af udseende, 30-50 år, almindelig af bygning med mellemlangt, sort hår og iført mørkt overtøj. Hun kørte i en rød personbil.

Mand løb med taske Gentofte: En taske, som stod ved siden af en bil, blev mandag morgen ved 9-tiden for stor en fristelse for en mand, der kom forbi. Kort forinden havde en 34-årig kvinde sat tasken fra sig og var gået ind i en børneinstitution på Prins Valdemars Vej. Da hun kiggede ud mod bilen, så hun, at manden stjal tasken og løb fra stedet. Manden beskrives som østeuropæisk af udseende , 40-50 år, 180-190 cm høj og almindelig af bygning med kort hår, tenderende skaldethed.

Oversigt over indbrud anmeldt i Nordsjællands Politikreds 21.-22. januar 2019


Kilde: Nordsjællands Politi