Døgnrapport d. 22-01-2019

tirsdag 22. jan, kl. 23:27

Fra døgnrapporten: Indbrud, tyverier og hærværk

Pengetyve i Nørresundby En indbrudstyv var mandag aften 21. januar forbi en virksomhed på Gammel Hvorupvej i Nørresundby.

Tyven havde koden til porten, så han kunne komme ind i gården blot ved at indtaste koden.

Da tyven var kommet ind i gården, blev en skruetrækker fundet frem, der blev brugt imod vinduet.

Til sidst kunne indbrudstyven få smadret den sidste rude ind til et kontor, hvorefter der var fri adgang til virksomheden.

Kontoret blev gennemrodet, hvor tyven fandt en nøgle til et pengeskab.

Tyven slap af sted med et større pengebeløb.

Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114

Lommetyv i gågaden Fredag eftermiddag 18. januar var en kvinde forbi en butik i Bispensgade i Aalborg. Det var en lommetyv også. Uden at kvinden har lagt mærke til noget, formåede tyven at komme tæt nok på hende til at kunne stjæle kvindens telefon fra hendes lomme. Undgå tasketyven Hold pungen tæt på kroppen og undgå at have et større beløb i pungen. Pas godt på din taske, når du går i byen. Læg den aldrig fra dig. Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle. Ærgerlig biltyv i Års Mellem 18. og 22. januar har en biltyv været på spil på Lyngsøvej i Års.

En siderude i en VW Transporter er blevet knust, hvorefter tyven fik gennemrodet kabinen og handskerummet.

Både kabine og handskerum var dog tømt for værdier, så tyven slap af sted uden noget som helst.


Tænk over, hvad der kan ses igennem dine vinduer. En GPS i forruden eller en iPad på sædet, er som en invitation til tyven.
Sprængt postkasse i Tylstrup For nogen er nytåret åbenbart ikke blevet skudt helt ind endnu. Det kunne man i hvert fald fristes til at tro i Tylstrup, hvor der natten til lørdag 19. januar blev sprængt en postkasse ved at bruge fyrværkeri på Hammelmosevej.

Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Identitetstyveri i Aalborg Telefonen ringede 18. januar ved vagtcentralen i Aalborg.

En mand fra Aalborg ville gerne anmelde identitetstyveri, da han kunne se, at hans navn var blevet brugt til at oprette lån, forskellige leasingsaftaler og køb.

Der er ingen andre end dig, der skal have adgang til dit Nem-ID. Spørger en virksomhed eller andet om CPR-nummer, så husk at være varsom.


Butikstyv i Aalborg Fire julebryg og en pakke Lotus køkkenruller.

Dét var, hvad en butikstyv forsøgte at slippe af sted med tirsdag morgen 15. januar, da han lagde vejen forbi Netto på Vestre Allé i Aalborg.

Uheldigvis for ham var de ansatte opmærksomme på, hvad han havde gang i, så han blev stoppet lige efter kasselinjen.

I stedet for julebryg og køkkenrulle modtog han en sigtelse for butikstyveri.


Smykketyve i Vodskov Et stuevindue i en villa på Syrenvej i Vodskov blev i weekenden 18. – 20. januar brudt op. Da vinduet var blevet brækket op, kunne indbrudstyven række hånden ind og åbne døren i terrassedøren.

Herefter var der frit spil i huset.

Tyven slap af sted med omkring 1000kr. i mønter og diverse smykker.


En solid vindueskarm og en ordentlig lås på døren er indbrudstyvens værste mareridt. Læs mere her om, hvordan du bedst sikrer dig imod ubudne gæster.


Kilde: Nordjyllands Politi