Døgnrapport d. 19-03-2019

tirsdag 19. mar, kl. 20:54

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 19. marts 2019

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 08.00 i Retten i Aarhus to mænd på 18 år og en mand på 19 år, der alle sigtes for forsøg på manddrab i forbindelse med et overfald i Bazar Vest i Brabrand lørdag kl. 15.35.

De to 18-årige mænd meldte sig selv til politiet mandag morgen, mens den 19-årige meldte sig selv tidligt tirsdag morgen.

Da der fortsat er en medgerningsmand på fri fod, vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

--

Kl. 13.00 fremstilles i Retten i Aarhus en 32-årig kvinde, der sigtes for kvalificeret brandstiftelse ved at have sat ild til nogle genstande i sin lejlighed på Aldersrovej i Aarhus N kl. 19.30 mandag aften.

Da der muligvis vil blive anmodet om dørlukning, kan der for nuværende ikke oplyses yderligere om sagen.

**

Den mobile politistation kører til Herredsvang Den mobile politistation kører i dag til Herredsvang og holder på parkeringspladsen ved Helligåndskirken i tidsrummet fra kl. 15.00 til kl. 18.00. Her kan du komme og få en snak med vores betjente om, hvad der rør sig i området.

**

Begge parter sigtet for vold Østjyllands Politi blev mandag kl. 08.55 kaldt til Immervad i Aarhus, hvor to mænd havde været oppe at slås på gaden foran Magasin. En 36-årig mand forklarede til politiet, at han havde gået på gaden med sin kæreste, da en fremmed mand henvendte sig til dem og sagde ”Fræk kæreste”, hvorefter den 36-årige svarede ”Hvad har du gang i?” hvilket resulterede i, at han blev tildelt en skalle.

Det fik den 36-årige til at skubbe til den anden mand, og til sidst endte de på jorden, hvor den 36-årige slog den anden mand flere gange. Kort efter kom en butiksvagt fra Magasin til stedet og hjalp med at tilbageholde de to mænd, mens der blev ringet efter politiet.

Den 38-årige mand blev anholdt og sigtet for vold og kørt med på politistationen. Senere på dagen blev den 36-årige mand også sigtet for vold.

**

Butikstyv havde kylling og laks på menuen Østjyllands Politi fik mandag kl. 11.40 en anmeldelse fra Aldi på Mariagervej i Randers NV, hvor personalet havde tilbageholdt en butikstyv. En butiksdetektiv havde via overvågningsvideo fulgt mandens færden i butikken, og kunne se, at han tog nogle fødevarer ned i en pose og derefter forlod butikken uden at betale for varerne.

Butiksdetektiven havde herefter pågrebet manden uden for butikken og tilbageholdt ham, indtil politiet ankom. Den 33-årig mand havde stjålet en pakke kyllingeinderfilet og en pakke laks. Han blev sigtet for butikstyveri, og varerne blev leveret tilbage til butikken.

**

Butikstyve kom atter på besøg i Rema 1000 Østjyllands Politi blev mandag kl. 17.28 kaldt ud til Rema 1000 på Muslingevej i Egå, hvor personalet havde tilbageholdt to personer, der havde stjålet varer fra butikken. Personalet på stedet havde genkendt de to personer, der også havde stjålet varer fra butikken i fredags.

På butikkens overvågningskamera havde butiksbestyreren set de to personer putte mad, vin og slik ned i en trolly for derefter at forlade butikken uden at betale for varerne. Butiksbestyreren havde herefter pågrebet de to personer uden for butikken og tilbageholdt dem til politiet ankom.

Den to personer, en 41-årig kvinde og en 42-årig mand, blev begge sigtet for butikstyveri, og butiksbestyreren oplyste dem om, at de ikke længere var velkomne i nogen af Rema 1000’s butikker i Danmark. Varerne blev herefter leveret tilbage til butikken.

**

Kemikalieudslip på Aarhus Havn Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 02.38 en anmeldelse om, at der var sket et kemikalieudslip på Aarhus Havn. En truckfører skulle flytte en palle med to tromler indeholdende fosforsyre, men da han satte pallen på jorden væltede tromlerne og revnede, så indholdet løb ud på jorden.

Brandvæsnet blev tilkaldt, og det blev i forening med Miljøvagten fra Aarhus Kommune besluttet at skylle fosforsyren ned i kloakken og i havnen, da det så blev fortyndet og dermed ikke er skadeligt. Årsagen til uheldet skal nu undersøges nærmere.

**

”Fotograf” blev afvist i døren En 27-årig mand fik mandag kl. 14.50 besøg af en ukendt mand, der ringede på døren til hans lejlighed på Gudrunsvej i Brabrand. Manden oplyste, at han var fotograf, og at han skulle tage billeder af lejligheden. Det trick faldt den 27-årige mand dog ikke for, han var nemlig af boligforeningen blevet advaret om, at der havde være lignende episoder, hvor fremgangsmåden havde været den samme. Den 27-årige afvise manden, der gik videre til næste opgang.

”Fotografen” beskrives som:


25-30 år 180 cm høj Almindelig af bygning Havde langt brunt, glat hår og overskæg Var iført en rød, tyk jakke og lysebrune bukser Bar på en lysebrun taske Talte dansk **


Vaks kvinde fulgte efter spiritusbilist En 54-årig kvinde kontaktede mandag kl. 18.24 Østjyllands Politi, da hun på sin køretur hen til Fakta på Bøsbrovej i Randers SV observerede en ældre dame i en bil, der slingrede noget. Den 54-årige kvinde kørte efter bilen, der blev parkeret ved Fakta, hvorefter den ældre kvinde steg ud og gik ind for at handle.

Inde i butikken kunne den 54-årige kvinde se, at den ældre kvinde havde svært ved at gå normalt, og da kvinden igen gik ud af butikken og satte sig ind i sin bil, fulgte den 54-årige kvinde efter igen, mens hun ringede efter politiet. Den 54-årige fulgte efter den ældre kvinde hele vejen hjem til bopælen, hvor patruljen ankom. Den 74-årige kvinde blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

**


Brand i lagerbygning Østjyllands Politi fik natten til tirsdag kl. 04.56 en anmeldelse om, at der var opstået brand i en lagerbygning på Holmstrupgårdsvej i Brabrand. Branden var overtændt, da brandvæsnet ankom, og slukningsarbejdet har stået på hele natten og morgenen. Bygningen er brændt ned, men ingen personer er kommet til skade ved branden. Politiets brandteknikere skal nu ud og undersøge stedet nærmere. Brandårsagen kendes endnu ikke.

**


Færdsel En 36-årig mand blev mandag kl. 10.16 anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Østerbro i Havndal.

Mandag kl. 16.12 skete der et færdselsuheld på Jens Juuls Vej i Viby. En 35-årig mandlig bilist kørte frem for fuldt stop og påkørte derved en 49-årig mandlig cyklist, der blev kørt til skadestuen med et brækket ben.

En 54-årig mandlig cyklist kom ud for et solouheld, da han mandag kl. 17.48 kom cyklende ad Tjærbyvej i Randers NØ. Manden blev blændet af solen og overså en bil, der holdt parkeret på vejen. Manden kørte direkte ind i bilen og faldt af cyklen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

En 21-årig mand blev mandag kl. 19.30 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Clausholmvej i Hadsten.

**


Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Møddebro Parkvej i Solbjerg begået mellem onsdag den 13/3 kl. 11.00 og søndag den 17/3 kl. 12.00 På Hagenstrupvej i Ulstrup begået mandag den 18/3 kl. 10.25 På Borum Byvej i Sabro begået mandag den 18/3 mellem kl. 13.30 og kl. 13.47 På Karensvej i Brabrand begået mandag den 18/3 mellem kl. 08.00 og kl. 14.45 På Karensvej i Brabrand begået mandag den 18/3 mellem kl. 07.00 og kl. 15.00 På Egebjergvej i Brabrand begået mandag den 18/3 mellem kl. 19.20 og kl. 20.15 På Ved Lunden i Åbyhøj begået mandag den 18/3 mellem kl. 19.05 og kl. 20.55

Kilde: Østjyllands Politi