Døgnrapport d. 20-03-2019

onsdag 20. mar, kl. 19:49

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 20. marts 2019

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus Østjyllands Politi fremstiller onsdag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 25-årig rumænsk mand, der sigtes for overtrædelse af indrejseforbud og for tyveri af 11 cykler.

Anklagemyndigheden anmoder af hensyn til efterforskningen om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen pt.

**

Kvinde død i brand i Randers Østjyllands Politi modtog natten til onsdag kl. 01.10 en anmeldelse om en brand i en lejlighed i en etageejendom på Hospitalsgade i Randers. Da politiet ankom til stedet stod flere af beboerne fra opgangen nede på gaden, og brandfolkene gik i gang med at lokalisere branden. Det viste sig, at det brændte fra en lejlighed på 4. sal, men brandfolkene fik hurtigt slukket ilden.

Branden var opstået i køkkenet, hvor politiet fandt en død kvinde. Hun er identificeret som værende lejlighedens 59-årige beboer.

Politiet undersøger nu brandårsagen nærmere, men der er umiddelbart ikke tegn på noget mistænkeligt i forbindelse med branden.

**

Voldelig butikstyv i Kolind Tirsdag aften ved 19-tiden kom en mand ind i Fakta på Stadion Allé i Kolind. I butikken var også en butiksdetektiv, der sad og fulgte med på overvågningen. Han syntes, at kunden opførte sig mærkeligt, og han holdt derfor øje med hans færden på videoovervågningen. Her kunne han se, at manden tog nogle Red Bull og puttede i poser, som han dækkede med nogle boksershorts.

Herefter gik manden hen til kassen for at betale for en pose frosne ærter, hvorefter han var på vej til at forlade butikken. Butiksdetektiven fulgte efter manden og konfronterede ham på den anden side af kasselinjen. Det gjorde manden så vred, at han begyndte at kaste dåserne med Red Bull efter butiksdetektiven, der dog ikke blev ramt. Manden fortsatte med at råbe op og kastede også flere varer efter butiksdetektiven, heriblandt posen med de frosne ærter.

Butiksdetektiven følte sig truet og ringede 112, mens han gik ind mod lageret. Manden fulgte dog efter ham og fortsatte med at råbe af ham. Butiksdetektiven forsøgte at tale manden til ro, men pludselig forlod han stedet. Kort efter kom han dog tilbage igen, for derefter at forsvinde igen, for derefter at vende retur igen, hvor han så blev anholdt af politiet og sigtet for butikstyveri og forsøg på vold.

I forbindelse med politiets undersøgelser og afhøringer på stedet blev betjentene opmærksomme på, at den anholdte også kunne være gerningsmand til et lignende tyveri i Fakta i Rønde, der var sket kl. 18.25. Her var en mand også kommet ind og havde fyldt poser med diverse drikkevarer og virket truende overfor personalet. Manden var forsvundet fra stedet, men signalementet passede på den nu anholdte 36-årige mand, hvorfor han også blev sigtet for dette butikstyveri.

Ved efterfølgende ransagning af mandens bil fandt betjentene ca. 300 Red Bull, et bundt indkøbsposer og nogle nye boksershorts. Der blev også fundet to nummerplader, der var blevet meldt stjålet.

**

Vold på parkeringspladsen En 52-årig mand kontaktede tirsdag aften politiet for at anmelde, at han kl. 18.15 var blevet slået i hovedet af en ukendt mand på parkeringspladsen ved Rema 1000 på Stenbækvej i Brabrand. Den 52-årige mand har forklaret politiet, at han kom kørende ind på parkeringspladsen for at finde et sted at parkere sin bil.

Han så en anden bil, der var ved at bakke ind i en parkeringsbås og holdt tilbage og afventede, at han selv kunne parkere i en ledig bås. Da han havde parkeret sin bil, steg han ud og gik hen mod butikken. Manden der havde siddet i bilen, som den 52-årige havde holdt tilbage for, var også steget ud og gik nu hen mod den 52-årige og begyndte at råbe af ham.

Ifølge den 52-årige var manden vred over hans ageren på parkeringspladsen, og det endte med at de to mænd pustede sig op overfor hinanden. På et tidspunkt stod de helt tæt på hinanden, da den anden mand pludselig slog den 52-årige i hovedet med en knytnæve.

Manden beskrives som:


Ca. 55 år gammel Dansk udseende Talte dansk Overvægtig Havde mørkt hår og skægstubbe Var rødmosset i ansigtet og bar briller Var iført blå hættejakke og joggingbukser Østjyllands Politi hører gerne fra vidner til episoden. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**


Vækket i sin skurvogn En 29-årig mand blev natten til onsdag kl. 02.49 vækket af to ukendte personer, da han lå og sov i en beboelsesskurvogn på Strandvejen i Fjellerup ved Glesborg. Manden hørte nogen rumstere, og da han åbnede døren til skurvognen stod der to personer, der var i færd med at brække døren op.

De to mænd løb hurtigt fra stedet, men den ene forsøgte at løbe gennem en hæk og mistede balancen og faldt. Den 29-årige mand løb hen til ham og ville tilbageholde ham. Men i det samme kom den anden person tilbage og truede den 29-årige med en kniv, hvorefter den 29-årige gav slip. De to personer løb herefter fra stedet ad Strandvejen.

De to personer beskrives som:


20-25 år Den ene ca. 175 cm høj, den anden 180-185 cm høj Almindelig kropsbygning De talte begge et fremmedsprog, som den 29-årige ikke kunne genkende Østjyllands Politi hører gerne fra borgere, der kan have set nogle mistænkelige personer i området i løbet af natten. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**


Fulgte efter blotter til politiet ankom En 34-årig kvinde sad tirsdag kl. 10.35 i toget på vej mod Aarhus, da der kom en mand og satte sig overfor hende. Kvinden lagde mærke til, at manden begyndte at gnide fingrene i skidtet og kort efter kunne hun se, at hans lem stak ud af buksegylpen.

Da toget ankom til Aarhus Banegård steg både manden og kvinden af toget. Kvinden fulgte efter manden, mens hun ringede til politiet, og på Ny Banegårdsgade fik betjentene kontakt til den 45-årige mand, der blev sigtet for blufærdighedskrænkelse.

**


Brand i bålhytte Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 17.19 en anmeldelse om, at der var brand i en bålhytte ved Bavnehøjskolen i Hadsten. Branden var overtændt, da brandvæsnet ankom, men branden kom hurtigt under kontrol. Bålhytten udbrændte og resterne blev revet ned af en rendegraver. Årsagen til branden er endnu ukendt.

**


Færdsel Tirsdag kl. 08.13 skete der et færdselsuheld på den Østjyske Motorvej ved Viby. En 25-årig kvindelig bilist skulle svinge til højre af afkørslen ved Hørning, da bilen foran skiftede vognbane, så hun ikke nåede at registrere den næste bil, ført af en 48-årig mand, og hun kørte derfor ind den forankørende bil. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

En 21-årig mand blev tirsdag kl. 10.44 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vester Allé i Aarhus C.

Tirsdag kl. 12.12 skete der et færdselsuheld på Voldumvej i Halling ved Hornslet. En 47-årig kvindelig bilist kørte frem for ubetinget vigepligt, så der skete sammenstød med en anden bil ført af en 25-årig kvinde. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

En 24-årig mand blev tirsdag kl. 14.49 sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Sønderborggade i Aarhus C.

En 60-årig mand blev tirsdag kl. 18.01 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Storegade i Fårup.

Tirsdag kl. 23.02 skete der et solouheld på Djurslandsmotorvejen ved Lystrup. En 27-årig kvindelig bilist forsøgte formentlig at undvige et dyr, da hun kom ud i midterrabatten og ramte autoværnet, så bilen drejede rundt. Ca. 10 meter autoværn blev bøjet som følge af uheldet, men der skete ingen personskade.

En 21-årig mand blev natten til onsdag kl. 01.38 anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Ydunsvej i Åbyhøj.

**


Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.


På Rindsvej i Randers NV begået mellem mandag den 24/12 2018 og fredag den 15/3 2019 På Chr. Hauns Alle i Randers C begået mellem fredag den 1/3 kl. 08.00 og fredag den 8/3 kl. 08.00 På Ejstrup Møllevej i Fårup begået tirsdag den 19/3 mellem kl. 07.00 og kl. 16.00 På Ved Byskellet i Randers NV begået tirsdag den 19/3 mellem kl. 15.00 og kl. 16.45

Kilde: Østjyllands Politi