Døgnrapport d. 15-04-2019

mandag 15. apr, kl. 15:10

Uddrag af døgnrapporten


Narko
Under gående patrulje i Rønne bymidte lørdag kl. 01.20, bemærkede patruljen en 16-årig ung mand, der var ved at klargøre amfetamin på et skraldespandslåg i en baggård. Den unge mand var desuden i besiddelse af 2,5 gram hash og en ulovlig dolk.

Færdsel
Fredag blev der målt fra ATK-bilen på Nyker Hovedgade. En enkelt bilist kørte for stærkt - målt til 69 km/t. Derefter blev der målt på Almegårdsvej i Rønne. Alle bilister overholdt fartgrænsen på 50 km/t.

Søndag kl. 02.26 forsøgte en 37-årig mand at få lov til at komme ind på politistationen for at sove. Da vagtchefen afviste ham, blev han så vred, at han med sin bil påkørte en parkeret bil foran stationen, hvorefter han forsøgte at køre fra stedet. Han blev standset af en patrulje, der kunne konstatere, at han var påvirket af spiritus, og således fik han sit ønske opfyldt om at tilbringe natten på stationen.

Gadeuorden
Lørdag kl. 22.24 blev en patrulje kaldt til Kong Gustafsvej i Nexø, hvor en gruppe unge havde taget ophold på skolen. En 15-årig stærkt beruset ung mand var faldet og havde slået hovedet i asfalten. Han blev behandlet på stedet af ambulancepersonale og kørt hjem.

Vold
Stort set samtidig var en patrulje kaldt til Krystalgade i Rønne, hvor en 27-årig mand havde slået en 36-årig mandi hovedet. Den 27-årige var også i besiddelse af en butterfly-kniv, der blev konfiskeret på stedet. Han er nu sigtet både for vold og for overtrædelse af våbenloven.





Kilde: Bornholms Politi