Døgnrapport d. 14-05-2019

tirsdag 14. maj, kl. 19:21

Uddrag af døgnrapport 13.-14. maj 2019

250 liter dieselolie stjålet Lynge: Fra en Volvo-lastbil, som holdt parkeret på Hillerødvej er der mellem fredag klokken 21.00 og mandag klokken 06.15 stjålet 250 liter diesel fra lastbilens tank.


Dæk og fælge stjålet Gentofte: En Mercedes, som holdt parkeret på Erichsensvej, har mellem søndag klokken 16.00 og mandag klokken 07.00 fået stjålet alle fire dæk og fælge. Bilen var blevet efterladt på fire mælkekasser.


Gasflasker stjålet Slangerup: Fra et aflåst ”bur”, der stod ved Superbrugsen i Slangerup, er der mellem søndag klokken 07.15 og mandag klokken 06.30 blevet stjålet 20 gasflasker. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til stedet.


Hærværk mod bil Kokkedal: En Renault, som holdt parkeret på Broengen, er søndag klokken 23.12 blevet udsat for hærværk. Begge bilens højre dæk er blevet skåret op, og tre-fire unge mænd blev ses løbe fra stedet. Hærværket blev anmeldt mandag klokken 08.31.


Rat stjålet fra biler Gentofte: Fra en Mercedes, der holdt parkeret på Ved Kæret, er der mandag mellem klokken 01.00 og 08.00 stjålet et rat samt nogle paneler. Tyven har knust bilens bagrude for at skaffe sig adgang. Også en BMW, der hold parkeret på Dronningemarken, har fået stjålet rattet. Her har tyven også forsøgt at stjæle instrumentpanelet. Dette tyveri er sket mellem søndag klokken 20.00 og mandag klokken 08.00 og tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang.


Gasledning gravet over Snekkersten: En gasledning blev mandag morgen klokken 09.11 gravet over på Strandvejen. De omkringboende blev for en sikkerheds skyld evakueret og ingen kom til skade.


Computere stjålet fra omklædningsrum Helsingør: Mindst 15 elever har mandag mellem klokken 08.10 og 09.25 fået stjålet deres pc’ere, mobiltelefoner og punge fra omklædningsrummet på Helsingør Gymnasium.


Hærværk mod bil Skævinge: En Audi, som holdt parkeret på Borupvej, er mellem søndag klokken 16.00 og mandag klokken 07.10 blevet udsat for hærværk. Bilen er blevet ridset flere steder, ligesom der på sidedørene er buler efter spark.


Brand i bolig Birkerød: En 50-årig kvinde blev mandag middag reddet ud af sin bolig på Birkerød Parkvej, hvor der var opstået brand. Kvinden blev i kritisk tilstand bragt til hospitalet. Den nærmere årsag til branden er endnu ikke fastlagt.


Kvinde overfaldet i tog Kgs. Lyngby: En 21-årig kvinde fra Lyngby blev mandag eftermiddag klokken 16.25 overfaldet af to andre kvinder i S-toget ved Lyngby Station. De to gerningskvinder mente, at den 21-årige var gået ind i den ene af dem, og spyttede den 21-årige i ansigtet og rev hende i håret. De to kvinder beskrives som:

A: Kvinde, udenlandsk af udseende, 16-17 år, 165-167 cm høj og almindelig af bygning, brun i huden, sort, langt, bølget hår. Iført blå militærbukser og sort jakke

B: Kvinde, udenlandsk af udseende, 20 år, 165-167 cm høj, kraftig af bygning, mørk i huden med sort hår. Iført sort tøj og tørklæde.


Cykeltyveri Værløse: Klokken 18.55 anmeldte en cyklist, at hans cykel parkeret nær Restaurant Skovlyst kort forinden var ved at blive stjålet, imens han sad på restauranten med en kammerat og fik fyldt væske i depoterne efter endt cykeltur. De to mænd opdagede fra deres plads, at en fremmed mand stjal anmelderens cykel og lagde den ind i en tysk indregistreret stationcar. Mændene løb derfor over mod bilen, hvilket fik den fremmede mand til at stikke af til fods. I bilen lå foruden anmelderens cykel også en anden cykel, der muligvis ligeledes er stjålet. Den fremmede mand beskrives som: Mand, cirka 35 år, cirka 185 cm høj, kraftig af bygning med halvlangt mørkebrunt hår. Var iført gråblå trøje med lange ærmer.

Nordsjællands Politi skal nu undersøge bilen og dens indhold for spor.


Tyveri fra personbil Gilleleje, Gentofte og Birkerød: Klokken 19.07 blev det anmeldt, at der imellem klokken 14.00 og 16.30 var blevet stjålet genstande fra en personbil parkeret på p-pladsen på Fiskerbakken, idet en eller flere ukendte gerningsmænd havde skaffet sig adgang ved at knuse forreste højre siderude.

En lignende anmeldelse indløb klokken 19.51, denne gang fra en anmelder, der havde en personbil holdende på p-pladsen ved Gentofte Megacenter imellem klokken 16.30 og 19.00. Ved dette tyveri var venstre bageste trekantrude knust.

Klokken 20.50 blev det ligeledes anmeldt, at en bil holdende ved golfklubben i Birkerød imellem klokken 16.45 og 20.40 havde været udsat for et tyveri, idet en eller flere ukendte gerningsmænd havde knust bagruden og skaffet sig adgang via denne.

Færdselsuheld, flugt fra dette, kørsel uden førerret, spirituskørsel, narkokørsel, hæleri og ulovlig omgang med hittegods
Hillerød og Helsinge: Klokken 19.10 blev det anmeldt, at en hvid varevogn havde påkørt en anden bil på Kildevej i Hillerød, hvorefter føreren af den hvide varevogn var kørt fra stedet.

Klokken 19.22 blev den formodede flugtbilist, en 43-årig mand fra Slagelse, bragt til standsning og anholdt på Nytorv i Helsinge. Her fik han både alko- og narkometer til at slå ud, hvorfor en blodprøve nu skal fastslå nærmere. Derudover havde manden ikke noget kørekort, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret.

I varebilen blev der fundet en del tøj med alarmer på, hvilket kastede en sigtelse for hæleri af sig. Som rosinen i pølseenden blev manden desuden sigtet for ulovlig omgang med hittegods, eftersom nummerpladerne på bilen var tilhørende et andet køretøj, hvorfra de var meldt stjålne nogle dage forinden.


Mistænkeligt forhold Ålsgårde: Klokken 23.30 blev det anmeldt, at tre personer klokken 22.30 havde købt en liter diesel på Circle K, hvorefter de havde hældt det på en computer og en skolemappe og forsøgt at sætte ild til det. Da en borger gik over mod de tre, løb de fra stedet.

De tre beskrives som:
A: Iført mørk hættetrøje
B: Iført løse cowboybukser
C: Ingen beskrivelse

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 13.-14. maj 2019

Kilde: Nordsjællands Politi