Døgnrapport d. 15-05-2019

onsdag 15. maj, kl. 17:21

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 140519 kl. 0700 til onsdag 150519 kl. 0700.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger: Bagerstræde, Akselholm, Jyderup

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom: Bybjergstræde, Føllenslev

Indbrud i fritids-/sommerhus: Vej 10, Jyderup Lyng, Vig
Holst Skovvej, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.: Ingen


Indsats mod social dumping – Roskilde / Holbæk Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte i samarbejde med Skattestyrelsen og Arbejdstilsynet kontrol af to byggepladser på hhv. Køgevej, Roskilde, og Kanalstræde, Holbæk, i løbet af formiddagen. I Roskilde fandt myndighederne ved kontrollen ikke nogen udenlandske arbejdere, og ingen af de deltagende myndigheder havde indsigtelser mod forholdene. I Holbæk traf myndighederne syv udlændinge, hvis arbejdsmæssige forhold blev fundet i orden af politiet. Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen havde dog et par enkelte påtaler som følge af kontrollen.
Tilsynene på forskellige typer arbejdspladser er et led i myndighedernes kontrol af, hvorvidt udenlandsk arbejdskraft anvendes ud fra gældende reglerne på området for at undgå social dumping. Myndighederne vil senere foretage flere kontroller af andre typer arbejdspladser.

Forsøg på tricktyveri – Borgmestergårdsvej, Holbæk Kl. 0924 henvendte en 80-årig kvinde fra Holbæk sig til politiet, fordi hun dagen før – mandag – kl. ca. 1610 havde fået uventet besøg af en udenlandsk kvinde. Kvinden oplyste, at hun skulle aflevere en fødselsdagsgave til ovenboen, som dog ikke var hjemme. Hun bad derfor om en kuvert, men blev i stedet for straks bortvist af den 80-årige beboer, som fattede mistanke til, at henvendelsen kunne være optakten til et tricktyveri. Da den udenlandske kvinde forlod området, så beboeren, at hun var i selskab med endnu en kvinde og en mand i en lysgrå bil. Kvinden, der henvendte sig, blev beskrevet som: A: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 40-45 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort vindjakke.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har set personerne og deres bil i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Enghaven, Vinde Helsinge, Gørlev Sj. - Kalundborg Kl. 1013 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en skrotbunke. Ildebranden var kun få meter fra en bygning, men brandvæsnet fik afgrænset branden, som var blevet slukket kl. ca. 1130. Branden havde udviklet mørk røg, der steg næsten lodret til vejrs. Da skrotbunken bestod af maskin- og bildele samt hårde hvidevarer, kom kommunens miljøvagt til stedet for at besigtige forholdene. Ingen kom til skade ved branden, der muligt var startet, da gnister fra skæring i metal muligt kunne have antændt noget brændbart i skrotbunken. Politiet forsøger nu at finde ud af, om nogen kan drages til ansvar for brandens opståen.

Kørsel uden førerret – Køgevej, Ringsted Kl. 1211 kørte en af færdselspolitiets civile patruljer bag en bilist, der under kørsel ad Køgevej pludselig foretog et venstresving, selv om han kørte i en vognbane med pilafmærkning til ligeudkørsel. Færdselspolitiet fik derfor bilisten standset, og bag rattet sad en 18-årig mand fra Ringsted. Han kunne ikke fremvise noget kørekort, da det viste sig, at han endnu ikke havde erhvervet sig et sådant. Politiet sigtede ham derfor for de to overtrædelser af færdselsloven. Han kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Uro og uorden – Gammelgårdsvej, Nye Glim, Roskilde – Lejre Kl. 1403 var der opstået et spontant slagsmål mellem to mænd. Politiet kørte hastigt til stedet, hvorefter slagsmålet hurtigt ophørte. En af slagsbrødrene – en 18-årig mand fra Roskilde – stak af fra stedet, men blev dog senere fundet af en hundepatrulje, som var blevet tilkaldt til stedet. Den 18-årige var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, hvorfor han blev frihedsberøvet til afrusning og anbragt i detentionen efter en lægeundersøgelse. Den anden part i slagsmålet – en 20-årig mand fra Roskilde – blev også anholdt, da han var eftersøgt af politiet til sigtelse og afhøring i flere sager, herunder en voldssag. Slagsmålet mellem de to mænd havde ikke ført til nævneværdige skader, hvorfor de ikke blev sigtet for noget i den anledning. Begge er efterfølgende blevet løsladt efter hhv. afrusning og afhøring til straffesagerne.

Butikstyv med kniv – Skomagergade, Roskilde Kl. 1410 sigtede politiet en 62-årig mand fra Roskilde for butikstyveri, idet han kort forinden havde forladt et supermarked med papvin til en værdi af 124 kr. uden at betale. Politiet visiterede den sigtede og fandt herunder i besiddelse af en kniv, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt at bruge til. Derfor blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven, så den 62-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når de to sager skal afgøres.

Forsøg på tyveri af cykel – Jernbanegade, Roskilde Kl. 1556 fik politiet en anmeldelse om, at to yngre mænd var i færd med at skære låsen over på en cykel i en cykelkælder ved Roskilde togstation. De anvendte en vinkelsliber, men holdt ifølge et vidne op med deres forehavende, og forlod stedet. Et vidne tog et foto af den ene mand, som derfor blev sur og skubbede til vidnet. De to unge mænd flygtede mod perronerne, men vidner kunne udpege dem. Politiet fik på en perron kontakt til en 15-årig dreng fra Taastrup, som blev anholdt som mistænkt for at ville stjæle en cykel. Den anden stak af tværs over jernbanesporene. Den anholdte var i besiddelse af en skæreskive til en vinkelsliber, da han blev anholdt. De sociale myndigheder, den anholdtes værge samt en forsvarer overværede afhøring af den 15-årige, der også blev sigtet for vold mod vidnet, der blev skubbet, fordi hun havde taget et foto mod sin mobiltelefon. Den 15-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne, og politiet forsøger nu at få identificeret den anden mistænkte, der beskrives som: A: Mand, 15-20 år, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: sort trøje, sorte bukser, Medbragte: Sort rygsæk.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket den flygtede, unge mand, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge Kl. 1605 fik politiet den første af flere anmeldelser om en bilist, der kørte usikkert og slingrende ad Vestmotorvejen i østlig retning ved Bjæverskov. En 29-årig mandlig bilist fra Hvidovre var som følge af bilistens usikre kørsel fået ødelagt sit venstre sidespejl på bilen. Den 29-årige fulgte efter bilisten, der fortsatte videre ad Køge Bugt Motorvejen, hvor politiet fik standset bilisten. Der var tale om en 44-årige mand fra København Ø, som blev anholdt kl. 1619, da han var påvirket af spiritus under kørslen. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til sagen løslod politiet den 44-årige bilist. Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret, og sagen skal afgøres.

Cykeltyve afsløret – Jernbanegade, Roskilde Kl. 1651 fik politiet en henvendelse fra en årvågen kvinde, som havde været vidne til et cykeltyveri. Tre unge mænd havde fra den aflåste cykelkælder ved Roskilde togstation taget en elcykel, som de dog smed fra sig, da de senere gik mod en perron på togstationen. Politiet kørte til området for at lede efter de tre unge mænd, som ikke blev fundet i første omgang. Samme årvågne kvinde fik ca. 30 minutter senere øje på de tre unge mænd i nærheden af et supermarked i Stationscentret, hvor politiet så fik kontakt til en 19-årig mand fra Hvidovre og to 16-årige unge mænd fra Taastrup. De blev alle sigtet for tyveri af elcyklen fra cykelkælderen og vil derfor senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres. Da politiet skulle kigge nærmere på den stjålne cykel, var den forsvundet fra sted, hvor den ifølge den årvågne kvinde var blevet efterladt.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra cykelejeren, idet identiteten på denne ikke er politiet bekendt. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

En af flere knallerttyve tilbageholdt – Fasanvej, Køge Kl. 1745 kørte politiet til Fasanvej, hvor flere unge var ved at stjæle en lille knallert. Ved politiets ankomst stak de unge af, men politiet fik på Ibsensvej fat i en 17-årig ung mand fra Køge. De fire øvrige unge mænd lykkedes med at stikke af fra politiet og samtidig at få den stjålne knallerten med sig. Politiet underrettede den tilbageholdtes far om sagen, så han kunne overvære afhøring af sønnen, der blev sigtet for at have stjålet en knallert sammen med de øvrige. Politiet forsøger nu at få identificeret de øvrige mistænkte, der beskrives som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 16-17 år, 175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Iført: Sort hættetrøje, sorte bukser; B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 16-17 år, 180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: grå hættetrøje med mønster på brystet, sorte bukser; C: Mand, 15-20 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Iført: Sorte bukser, sort jakke, hvide sko; og D: Mand, 15-20 år, Hudfarve: Brun. Politiet fandt efterfølgende den stjålne knallert efterladt på en græsplæne vest for Hastrupparken.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde Kl. 1825 forulykkede en 26-årig mand fra Greve i sin personbil, da han var kørt fra Holbækmotorvejen i vestlig retning ved afkørsel 12 Køgevej. På afkørslen mistede han herredømmet over bilen, der fortsatte ud i rabatten, over en grøft og endte i et hegn. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at den 26-årige var påvirket af både alkohol og euforiserende stoffer. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af nogle blodprøver. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som den 26-årig vil høre nærmere til, når blodprøverne er blevet analyseret.

Mulig spøgelsesbilist – Odsherredvej, Hønsinge Nrm., Nørre-Asmindrup – Odsherred Kl. 2220 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist muligvis kørte i sydlig retning på Odsherredvej, men i det nordgående spor. Politiet kørte hastigt til området, men fandt heldigvis ikke nogen bilist til fare for de øvrige trafikanter.

Hærværksmand overrasket – Fasanvej, Køge Kl. 0022 fik politiet en anmeldelse fra en årvågen kvinde, som havde overrasket en mand ved en elevator i en opgang i en beboelsesejendom. Manden havde medbragt noget værktøj og havde afmonteret et bræt ved siden af elevatoren. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at en ledning til elevatoren var klippet over, ligesom nogle ledninger muligt til noget overvågning ved elevatoren også var ødelagt. Politiet foretog forskellige tekniske undersøgelser ved hærværket i forsøget på at få den mistænkelige mand identificeret. Han blev af vidnet beskrevet som: mand, spinkel af bygning, ikke så høj, iført sort tøj med hætte og maskering samt medbringende noget værktøj.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket noget mistænkeligt i området både i går aftes og i de seneste dage, hvor politiet har optaget en anden anmeldelse om hærværk mod kabler til videoovervågningen i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hærværk – Gymnasievej, Køge Kl. 0627 anmeldte en 49-årig kvinde fra Køge, at flere vinduer ind til hendes lejlighed netop var blevet knust, ligesom der også var sket skade på hendes hoveddør. Politiet kørte til området og fik med baggrund i oplysninger fra anmelderen kontakt til en 53-årig mand fra Køge, som blev anholdt på sin bopæl og sigtet for hærværket. Motivet skal formentlig findes i en uoverensstemmelse mellem de to involverede parter. Den 53-årige blev løsladt efter afhøring til sagen og kan nu ud over en strafferetlig afgørelse også forvente et erstatningskrav fra et boligselskab.


OPFØLGNING
Lampetyveri opklaret – Kærup Parkvej, Benløse, Ringsted Mandag formiddag fik politiet en anmeldelse om et indbrud i et showroom for møbler, der er beliggende i et industrikvarter. Ved indbruddet blev der knust en rude og stjålet en designerlampe. Midt- og Vestsjællands Politis indbrudsgruppe efterforskede sagen og fandt via en overvågningsvideo frem til en bil, der havde været på stedet i forbindelse med indbruddet. Ud fra lokalkendskab fandt indbrudsgruppen ud af, hvor bilen og dens kvindelige ejer opholdt sig. Politiet aflagde bilens ejer og hendes kæreste et besøg tirsdag formiddag på en adresse i Ringsted, hvor betjentene fandt den stjålne lampe i lejligheden. Politiet sigtede og anholdt bilejerens kæreste, en 48-årig mand fra Ringsted, der kunne mistænkes for at stå bag indbruddet i showroomet. Han blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt. Lampen kunne leveres tilbage til en glad butiksejer samme dag. Den 48-årige blev løsladt senere på dagen, men er fortsat sigtet i sagen.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi