Døgnrapport d. 21-05-2019

tirsdag 21. maj, kl. 17:08

Uddrag af døgnrapport 20. - 21. maj 2019

Navigationsanlæg og rat stjålet Farum: Et navigationsanlæg, rat og instrumentpanel er mellem lørdag klokken 22.00 og mandag klokken 07.40 blevet stjålet fra en BMW, som holdt parkeret på Ryttervænget. Tyven har skaffet sig adgang til bilen ved at knuse en siderude.

Flere navigationsanlæg stjålet Charlottenlund/Hellerup: Fra en BMW, som holdt parkeret på Slotsvej er der mellem søndag klokken 17.15 og mandag klokken 08.10 stjålet et indbygget navigationsanlæg og en radio. Også fra en Volkswagen Tiguan er der stjålet et integreret navigationsanlæg. Denne bil stod parkeret på Phistersvej og tyveriet her er sket mellem søndag klokken 18.00 og mandag klokken 07.30. I begge tilfælde har tyven knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.

Tyveri fra byggeplads Frederikssund: Fra en byggeplads på Marbækvej, er der mellem fredag klokken 22.00 og lørdag klokken 08.00 stjålet værktøj og materiel. Tyveriet blev anmeldt mandag klokken 09.06 og tyven eller tyvene har skaffet sig adgang gennem et hegn.

Kufferter og barnevogn stjålet Frederikssund: Fra et skur på Maglehøjparken er der mellem søndag klokken 20.00 og mandag klokken 08.00 stjålet tre kufferter, en barnevogn og en lift. Tyven er kommet ind ved at fjerne hængelåsen til skuret.

Narkobilist uden kørekort Hillerød: En 43-årig mand blev mandag eftermiddag klokken 14.05 standset, da han kom kørende ad Vibekevej. Manden var påvirket af metamfetamin og havde heller ikke erhvervet kørekort. Han blev derfor sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand og uden førerret.

Ovenlysvinduer stjålet Værløse: Fra en byggeplads på Tårnet er der mellem torsdag klokken 15.00 og mandag klokken 08.00 stjålet fem ovenlysvinduer.

Cigaretter stjålet fra lastbil Holte: Fra en lastbil, som holdt parkeret på Øverødvej er der mandag mellem klokken 12.40 og 12.44 stjålet en kasse cigaretter. Tyveriet skete, mens chaufføren var væk fra bilen og liften til lastrummet var nede.

Stjal shorts Hillerød: En 31-årig udenlandsk kvinde stjal mandag eftermiddag klokken 16.33 et par shorts fra forretningen King & Queens i Slotsarkaderne. Kvinden erkendte og fik en straksbøde for sin forseelse.

Falsk hjemmeplejer på spil Kgs. Lyngby: En falsk hjemmeplejer var mandag ved middagstid på spil i Bøgeparken. Her ringede en kvinde på døren hos en 82-årig kvinde og udgav sig for at være fra hjemmeplejen. Den 82-årige bød kvinden indenfor og de sad først og talte sammen ved køkkenbordet. Kvinden sagde så, at hun lige skulle hente nogle papirer, men kom ikke tilbage og den 82-årige opdagede efterfølgende, at hendes smykker, som havde ligget i to skuffer i gangen, var stjålet. Den falske hjemmeplejer beskrives som østeuropæisk af udseende, 30 år, 168 cm høj og spinkel af bygning. Hun var brun i huden, talte dansk med accent og var iført hvid jakke og lange bukser.

Gløder antændte affald Frederikssund: Det var formentlig nogle gløder eller varme fra metalrør, som var blevet skåret over med en vinkelsliber, der mandag aften klokken 18.12 antændte noget affald på Vinkelvej. Brandvæsenet fik hurtigt slukket branden, som ikke forårsagede skader på hverken bygninger eller personer.

Mand blottede sig for strandgæster Espergærde: En mand blottede sig mandag aften ved 19-tiden for nogle andre strandgæster på Espergærde Strand. Manden lå på et håndklæde og trak sine bukser ned, hvorved han blottede sine kønsdele samtidig med, at han kiggede på nogle unge mennesker i nærheden. En patrulje kom til stedet og bortviste en mand fra stranden.

Kørte uden kørekort Helsingør: En 42-årig kvinde fra København lod sig ikke standse af, at hun ikke havde taget kørekort. Til gengæld blev hun standset af en patrulje, da hun kom kørende ad Kongevejen. Kvinden blev sigtet for kørsel uden førerret.

Fik ridser i lakken Nivå: En Skoda Fabia, som holdt parkeret på Hyldehøj har mellem søndag klokken 23.00 og mandag klokken 06.45 fået lange ridser i lakken på førersiden af bilen.

PC stjålet fra bil Holte: En 40-årig mand fra Holte fik mandag aften stjålet to tasker med bærbare computere fra sin bil. Manden var gået ind i Netto på Holte Stationsvej for at handle, og mens han mellem klokken 20.13 og 20.20 var væk fra bilen, knuste en tyv en siderude til bilen og stjal taskerne.

Mand satte ild til cykler Kgs. Lyngby: En mand satte mandag aften klokken 23.07 ild til to cykler på Jernbanepladsen ved at antænde en cykelkurven på den ene cykel og sadlen på den anden. Manden beskrives som dansk af udseende 180-190 høj, 40-50 år, iført grå hættetrøje med neon skrift på forsiden og mørke bukser. Han medbragte en mørk rygsæk.

Hærværk mod forretning Hørsholm: En rude til Elgiganten i Hørsholm Midtpunkt blev klokken 23.14 mandag aften knust. En vægter kom til stedet og oplyste, at der ikke var nogen personer i butikken.

Unge skød fyrværkeri af Nivå: En gruppe unge skød mandag aften klokken 23.40 fyrværkeri af og larmede en del på Slåenhøj. En patrulje kørte til stedet for at lægge en dæmper på de unge.

Indbrud anmeldt til Nordsjællands Politi 20. - 21. maj 2019


Kilde: Nordsjællands Politi