Døgnrapport d. 11-06-2019

tirsdag 11. jun, kl. 17:15

Døgnrapport fra Østjyllands Politi tirsdag den 11. juni 2019

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i dag.

**

Fire efterlyste mænd er identificeret Østjyllands Politi har nu identificeret fire mænd, som blev efterlyst med billede i forbindelse med et voldeligt røveri i Randers den 4. maj i år. Politiet offentliggjorde fredag overvågningsbilleder af de fire personer, og en lang række borgere har efterfølgende meldt sig med tip i sagen. Østjyllands Politi har været i kontakt med mændene, der nu skal afhøres i sagen.

Pressen opfordres til hurtigst muligt at slette billederne af mændene.

**

Dukke hængt op i bygning i Randers Østjyllands Politi fik søndag flere anmeldelser fra borgere, der havde set en dukke i menneskestørrelse, der hang i en løkke fra Føtex på Dytmærsken i Randers. Dukken var iklædt tøj og havde et skilt om halsen med et politisk budskab på. Politiet beslaglagde dukken og er nu i gang med at efterforske, om ophængningen af dukken og budskabet kan være en overtrædelse af straffeloven.

I weekenden blev en bænk ved Ceres Park i Aarhus udsat for hærværk. Bænken var farvet i regnbuefarver som et symbol på mangfoldighed, men gerningsmændene havde malet farverne over.

Østjyllands Politi er bekendt med, at en gruppe offentligt har berettet, at de er bekendte med, hvem gerningsmændene er i begge tilfælde, og det indgår selvfølgelig i efterforskningen.

**

Flere bilister sigtet på Aarhus Ø Østjyllands Politi har den seneste tid fået flere anmeldelser fra bekymrede beboere på Aarhus Ø, der oplever, at mange bilister kører for hurtigt, laver hjulspind og kører hasarderet. Ud fra vidneudsagn, fotos og videooptagelser har Østjyllands Politi foreløbigt fundet frem til fire bilister, der i nærmeste fremtid kan forvente en sigtelse for at lave ”burnout” på asfalten i Aarhus Ø. Der kan også blive tale om mere alvorligere sigtelser og høje erstatningskrav for den ødelagte asfalt.

I weekenden var Østjyllands Politis færdselsbetjente ude at måle fart ved Aarhus Ø. I løbet af knap fire timer blev 20 bilister målt til at køre for stærkt – seks bilister kan se frem til et klip i kørekortet.

Politiet vil i den kommende tid fortsat have øget fokus på færdslen omkring Aarhus Ø.

**

25-årig brækkede næsen ved overfald En 25-årig mand anmeldte mandag, at han natten til mandag omkring kl. 1.00 var blevet slået ned på Europaplads foran Kupé i Aarhus. Den 25-årige stod sammen med en ven og snakkede, da en mand gik hen til dem og slog ham i ansigtet med en knyttet næve. Slaget var så hårdt, at den 25-årige brækkede næsen og fik et blåt øje. Ifølge vidneforklaringer kan overfaldet bunde i, at den 25-årige sagde noget for sjov til sin ven, som gerningsmanden kan have tolket som værende skældsord rettet mod ham.

Gerningsmanden beskrives som:

• Ikke etnisk dansk af udseende – muligvis iraner
• Brun hud
• Ca. 40-45 år
• Ca. 175-180 cm høj, kraftig
• Kort, sort hår
• Talte dansk med accent

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner til overfaldet. Oplysninger kan gives via tlf. 114.

**
Kvinde død efter ulykke En 38-årige kvinde er død af sine kvæstelser, efter hun søndag eftermiddag kørte galt på en motorcykel i Skødstrup. Kvinden ville prøve en ny motorcykel inde i en baggård, da hun formentlig mistede herredømmet over den og kørte frontalt ind i en mur. Hun blev efterfølgende indlagt, og afgik ved døden mandag. En bilinspektør er nu i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

**

Ukrudtsbrænder skyld i carportbrand En carport ved et hus på Espedalen i Risskov brændte mandag kl. 10.20 helt ned, og der opstod brandskader på husets facade. Branden opstod, da en person havde brugt en ukrudtsbrænder tæt på carporten. Naboens carport fik også mindre skader ved branden, inden brandvæsnet fik slukket ilden. Ingen personer kom til skade.
**

Brand i tilbygning til supermarked Østjyllands Politi fik mandag kl. 19.22 en anmeldelse om, at der var udbrudt brand i en lagerbygning på Fredensgade i Hinnerup. Lagerbygningen, der hører til et supermarked, nåede at få omfattende skader, inden brandvæsnet fik slukket ilden. Ingen personer kom til skade. Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden.

**


Skur brød i brand Omkring kl. 3.30 natten til tirsdag udbrød der brand i et skur ved en restaurant på Nørre Allé i Aarhus C. Selve restauranten fik også røg- og sodskader. Ingen personer kom til skade ved branden, der relativt hurtigt blev slukket af brandvæsnet. Det er endnu uvist, hvad årsagen til branden var.

**


Færdsel Mandag kl. 11.59 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Brendstrupvej i Aarhus V. En 30-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 36-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 30-årige kvinde blev sigtet for manglende agtpågivenhed.

Mandag kl. 18.34 skete der et færdselsuheld på Tingvej i Vejerslev ved Thorsø. En 20-årig mandlig bilist kom af ukendte årsager over i den modsatte vejbane, hvor han ramte ind i en lastbil ført af en 57-årig mand. Den 20-årige blev efterfølgende kørt til skadestuen, men slap dog umiddelbart uden alvorlige skader.

Mandag kl. 18.35 blev en 42-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset på Jernbanegade i Fårup.

Mandag kl. 21.01 blev en 47-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Mariagervej i Randers NV.

**


Indbrud Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

• På Hørgårdsvej i Risskov begået mellem fredag d. 7/6 kl. 14.00 og mandag d. 10/6 kl. 11.00
• På Safirdalen i Randers NØ begået mellem lørdag d. 8/6 kl. 13.00 og søndag d. 9/6 kl. 16.00
• På Sølystgade i Aarhus C begået mellem søndag d. 9/6 kl. 10.00 og mandag d. 10/6 kl. 12.40
• På Sandbakken i Højbjerg begået mandag d. 10/6 kl. 12.53
• På Højriisvej i Dronningborg ved Randers begået mellem søndag d. 9/6 kl. 9.45 og mandag d. 10/6 kl. 18.10

Kilde: Østjyllands Politi